Bargam har produceret sprøjter i over 40 år og tilbyder alle former for sprøjter lige fra liftsprøjter på 100 liter og til selvkørende sprøjter. Den italienske producent tilbyder ikke mindre end tre serie af trailersprøjter, hvor Elios er den mindste model, som tilbydes med tanke på helt ned til 2.200 liter.
Den brugte Bargam 5200 Compact er set hos Brdt. Toft A/S, der i snart 20 år har været både importør og forhandler af Bargam.
Sprøjten er fra 2008 og som modelbetegnelsen antyder, har den brugte sprøjte en tank på 5.200 liter og den er monteret med en 36 meter bred bom.
Affjedret undervogn
Den brugte sprøjte er med fast træk og affjedret undervogn. Affjedringen er hydraulisk, og med akkumuleringstanke der automatisk tilpasser affjedringen i forhold til indholdet i tanken. Som ekstraudstyr kan Compact-serien leveres med en styrbar aksel, som får sprøjten til at følge traktorsporene. Sporvidden på sprøjten kan reguleres mekanisk i intervallet 160 - 210 centimeter. Sprøjten er monteret med Michelin dæk i dimensionen 650/65 R38.
Pendulophængt bom
Sprøjtebommen på Bargam Compact er pendulophængt og dæmpet med to kraftige støddæmpere. Tallerkenfjedre absorbere stød i længderetningen, og der er også indbygget affjedring ved de to hydraulikcylindre, som kontrollere højden på sidefløjene. Bommen folder tre gange, og kan derfor både køre 24 og 36 meter. Bommen er opdelt i ni delbredder og er monteret med linjefiltre.
Modelbetegnelsen på bomme er G-Var og ved kørsel i kupperet terræn kan sidefløjen justeres både over vandret og op til fem grader under vandret.
Bommen er udstyret med bomhøjdeautomatik, som holder en ensartet højde over afgrøden, og automatisk løfter bommen på forageren. Systemet kan indstilles til enten at juster hele bommen eller til at justere de to sidefløje individuelt.
Som ekstraudstyr tilbyder Bargam luftaffjedring af sprøjtebommen. Ved at justere trykket i systemet kan affjedringen optimeres til de individuelle forhold.
Oliesmurt membranpumpe
Den brugte sprøjte er udstyret med præparatfyldudstyr på 30 liter, som har en roterende dyse til opblanding af sprøjtemidler og til renholdelse af fyldeudstyret. Sprøjten er monetret med en pto-drevet oliesmurt membranpumpe, som yder 280 liter/minut. Pumpen på Compact-serien levers efter kunden ønske, og Bargam tilbyder pumper med ydelser i intervallet 180 - 540 l/min. Alternativt kan der også leveres hydraulisk træk af pumpen.
Bargam Compact opdateres løbende og er stadig i produktion på den italienske fabrik.
Kontroller bommen
Dyserne fordeler og afleverer sprøjtemidlet på planterne, og derfor skal de selvfølgelig være i tiptop stand. Men dyser er en sliddel, og hvis ikke dyserne på den brugte sprøjte er nye, eller sprøjten er nysynet, skal man som udgangspunkt regne med at den brugte sprøjte skal have nye dyser, før den er køreklar.
- Nye dyser er en overkommelig investering, men det er en ny bom ikke. Derfor vil jeg koncentrerer mig om helhedsindtrykket af sprøjten, og specielt bommen, når jeg vurderer en brugt sprøjte. For at kunne kontrollere bommen, vil jeg gerne have den foldet ud. Når den er det, kan man let se om bommen dropper i yderenderne, og om der er skævheder i bommen. Ved at skubbe bommen både frem og tilbage samt op og ned får man lynhurtigt et indtryk af bommens stabilitet, siger Finn Søndergaard, sprøjtespecialist hos Brdr. Toft A/S. Han opfordrer desuden til at kontrollere bommens led for slør. Specielt det yderste afvigerled kan være meget slidt.
Undersøg pumpe
Pumpen på den brugte Bargam er oliesmurt, og ved siden af pumpen er der et glas med olie.
- Der skal selvfølgelig være olie i glasset, og ved blot at se på olien kan man i de fleste tilfælde se om pumpen er intakt. Er olien klar er pumpen sandsynligvis i orden. Er olien derimod mælkehvid, tyder det på, at der er revner i en eller flere af pumpens membraner, siger Finn Søndergaard.
Kan opfordrer også til, at der kastes et blik på sprøjtens manometer. Står det ikke på nul, når sprøjten ikke er i gang, skal der monteres et nyt.
Kontroller elektronik
Bargam tilbyder en bred vifte af elektroniske løsninger til deres sprøjte. Den brugte sprøjte betjenes fra en Müller terminal, som også styrer bomhøjdeautomatikken.
Finn Søndergaard opfordrer til at kontrollere elektronikken på den brugte sprøjte. Derfor vil han gerne have sprøjten koblet efter en traktor, så man kan afprøve de forskellige funktioner.
Gør det simpelt
På de fleste sprøjter er der plads til tre eller flere dyser i dyseholderne. Men i stedet for at ofre penge på mange forskellige dyser, opfordrer Finn Søndergård til at gøre det simpelt.
- For mange vil en 0,25 lowdriftdyse og en compact injektionsdyse i samme størrelse være tilstrækkelig. Med kun to forskellige dyser på sprøjten, er det overkommeligt at få dem udskiftet, så fordelingen altid er intakt, siger Finn Søndergaard.
Sprøjtemidler vil gerne gro fast på sprøjtens malede dele. Den østjyske sprøjtespecialist har erfaret, at det er lettere at gøre sprøjten ren, hvis den sprøjtes ind i et tyndt lag WD40 inden den tages i brug.
For at undgå aflejringer i bommen opfordrer han til, at bommen skylles igennem med rent vand hver dag.