Det er ifølge miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen ikke er muligt at redegøre for den aktuelle markedssituation for økologiske produkter på EU-niveau, fordi de priser, der indberettes til Kommissionen, ikke er opdelt i konventionelle og økologiske produkter.

Ifølge Danmarks Statistik udgjorde værdien af den samlede danske eksport af fødevarer og agroindustrielle produkter cirka 156 milliarder kroner i 2013. Heraf udgjorde økologiske produkter ifølge Danmarks Statistik i samme år cirka 1,5 milliarder kroner, hvilket er en stigning i forhold til foregående år, men det svarer til under én procent af den samlede eksport fra Fødevareklyngen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hovedparten af dansk fødevareeksport hidrører fra henholdsvis den konventionelle svine- og mejeriproduktion. Følgelig er det disse sektorer, der er mest påvirket af, at markederne i Rusland og Kina er faldet bort, oplyser ministeren.

Høj efterspørgsel

Der har i år været en stigning i økologitillæggene, som ikke ses i priserne på konventionelle produkter. Efterspørgslen på økologisk svinekød, oksekød og mælk er generelt høj i forhold til produktionen, hvilket er årsagen til de forholdsvis høje tillæg - en tendens der særligt gør sig gældende for svinekød.

Friland har ifølge Eva Kjer Hansen på grund af den store efterspørgsel efter økologisk svinekød foretaget en række tiltag, der skal forbedre vilkårene for økologiske svineproducenter og sikre en større produktion.

- Konkret giver Friland mulighed for, at andelshavere får et kontant tilskud på 1.000 kroner pr. so, når antallet af søer udvides med minimum 25, og Friland tilbyder fuld finansiering af økologiske søer ved opstart af ny besætning. Den gode afsætningssituation har blandt andet baggrund i stor eksport af økologisk svinekød til for eksempel Tyskland og Frankrig, forklarer hun videre.

Fjerkræ ikke ramt

Fjerkræsektoren har ikke været nævneværdigt berørt af det russiske importforbud, og der er generelt balance mellem udbud og efterspørgsel. For økologiske slagtekyllinger ser efterspørgslen samt produktionen ud til at stige i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmarks største kyllingeslagteri, HK Scan, havde således i 2014 en vækst i salget af økologiske kyllinger på 32 procent i forhold til året før:

- Tilsyneladende er der tale om samme tendens, som i de ovennævnte animalske sektorer, hvor produktionen af økologiske produkter ikke kan følge med efterspørgslen, fortsætter ministere.

Hvad angår korn er det ifølge Eva Kjer Hansen vanskeligt, at give et samlet billede af markedssituationen for den økologiske produktion i Danmark, da der generelt produceres en række forskellige produkter i mindre mængder:

- En relativt stor del af produktionen går til foder. Her er markedet forholdsvis lille, så små forskydninger i produceret mængde kan have stor effekt på markedssituationen, oplyser ministeren.