Med lovforslaget om en ændring af gødskningsloven, som netop er sendt i høring af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, tager regeringen et afgørende skridt i retning mod at give planterne på de danske marker den gødning, de har brug for.

- Det er glædeligt at se, at ministeren holder løfte og nu gør klar til et opgør med mange års undergødskning, for vores planter skriger på mere kvælstof, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som lovgivningen ser ud i dag, må danske landmænd ikke give deres planter lige så meget gødning, som kollegerne i andre EU-lande. Det er et stort problem, og helt friske tal fra Seges viser, at proteinindholdet i dansk byg i år er lavere end nogensinde. Årligt taber danske landmænd over to milliarder kroner, som følge af den såkaldte normreduktion, der gælder herhjemme, og danske landmænd må importere ekstra soja fra Sydamerika til foder, fordi kornet er så udpint.

- Landbrug & Fødevarer har i flere år arbejdet intensivt og målrettet på at få afskaffet normreduktionen, som miljømæssigt er et meget omkostningstungt virkemiddel, der har haft en langt mindre miljøeffekt, end man oprindeligt havde forudsat. Omkostningerne for landbruget har vist sig langt større end antaget og helt ude af proportion i forhold til den lille miljøeffekt, samfundet har opnået som følge af normreduktionen, konstaterer Lars Hvidtfeldt.

Særregel

Han mener, det er rimeligt, at danske landmænd nu omsider slipper af med en dansk særregel, som har forringet fødevareklyngens konkurrencevilkår væsentligt i forhold til landmænd i vores nabolande.

- Vi mangler at se et færdigt regelsæt, hvor ministeren endeligt fjerner normreduktionen via gødskningsbekendtgørelsen, som skal gælde fra næste år, men det er glædeligt at se, at vi har en minister, som agter at gennemføre det foreslåede lovforslag efterfulgt af bekendtgørelsesændringer, siger Lars Hvidtfeldt.

Det fremgår af lovforslaget, at en udfasning af kvælstofnormerne skal forankres i en ny politisk aftale om den fremtidige natur- og miljøindsats på landbrugsområdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er L&F's klare holdning, at lovændringen så vidt muligt bør hvile på en langtidsholdbar politisk aftale, som sikrer en sikker kurs i fremtidens miljøindsats. Derfor er vi også tilfredse med at se, at ministeren har til hensigt at arbejde mod en politisk aftale om den fremtidige natur- og miljøindsats på landbrugsområdet. Vi håber, at et bredt flertal af Folketingets partier vil stå bag aftalen. I L&F vil vi nu gå i gang med at nærlæse lovforslaget og dets bemærkninger, siger Lars Hvidtfeldt.