Abonnementsartikel

Selv den bedste autostyring er kun så præcis, som de RTK-korrektioner den får. Derfor er GPSnet.dk nu opgraderet til glæde for sine 1.600 brugere.

Det landsdækkende GPSnet.dk er netop blevet udbygget, så det nu baserer sig på målinger fra 39 stationer fordelt ud over hele landet, og det har betydning for nøjagtigheden.

Systemet er nu det mest moderne af sin slags i Danmark, da alle stationerne er blevet udskiftet. Desuden har systemet fået helt ny software og nye computere, der sikrer driftssikkerheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Autostyring kræver RTK

Enhver form for autostyring af traktorer og mejetærskere kører efter en GPS, som fortæller, hvor maskinen er. Reelt rammer den dog kun positionen inden for tre meter eller mere, og her kommer RTK-korrektionerne fra GPSnet.dk ind, forklarer Henrik Lennartz-Johansen. Han er direktør i Geoteam, der driver det danske GPSnet.dk:

- En traktor med GPS kører i bedste fald med en nøjagtighed på omkring tre meter, fordi atmosfæren forstyrrer satellitternes signaler, og det er slet ikke godt nok til præcisionslandbrug. Men ved hjælp af målinger fra en GPS-modtager og RTK-korrektioner fra vores 39 nye stationer, kan vi beregne præcist, hvor meget atmosfæren forstyrrer signalerne på ethvert sted i Danmark. Så når traktorens GPS sender sin position til os over mobilnettet, så sender vi en RTK-korrektion retur. Med den kan GPS?en finde sin position inden for to centimeter. Så kan man bruge det til noget.

Moderne landbrug

Præcis kørsel på marken er forudsætningen for et moderne landbrug, for dels giver det mulighed for meget hurtigt at lave præcise plejespor, og at holde dem år efter år. Dels giver det mulighed for at undgå overlap under enhver form for markarbejde, mulighed for at omfordele kemi og såsæd optimalt inden for den samme mark, mulighed for at lægge dræn hurtigt og præcist og meget mere.

Geoteam etablerede GPSnet.dk i 2001 som en service til landinspektører, der har ekstreme krav til nøjagtigheden. Siden har systemet hurtigt vundet indpas i landbruget i takt med, at autostyring og andre former for præcisionslandbrug er blevet almindeligt. I dag har systemet godt 1.600 brugere over hele landet.