Det er næppe uventet, at Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen taler begejstret om nødvendigheden af, at Danmark også i årene fremover har et landbrug, der er konkurrencedygtigt:

- Vi skal i Danmark lave det, vi er bedst til, og i Danmark producerer vi verdens bedste fødevarer med høj kvalitet og sundhed. Der er derfor, at vore fødevarer efterspørges verden over. Desuden er der en masse arbejdspladser og valutaindtjening, der er med til at betale for vores velfærd. Vi kan faktisk ikke undvære en dansk fødevareproduktion, siger Erling Bonnesen til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tjen på driften

Han understreger behovet for klare rammevilkår og konkurrencedygtighed for landbrugsproduktionen, så landmændene kan tjene penge på driften og dermed betale renter og afdrag på deres gæld, ligesom de skal kunne foretage nye investeringer:

- Landbruget gør meget for at skabe et godt image. Jeg oplever, at næsten alle landmænd er fantastisk dygtige og gør en god indsats. Der kan være enkelte ind imellem, der giver et dårligt indtryk, men der skal vi være efter de meget få, som rammer ved siden af skiven. De skal rammes af sanktioner og straf, men til gengæld skal vi rose alle dem, som gør det godt, siger Erling Bonnesen.