NaturErhvervstyrelsen har den 15. september indført en ændret praksis i forhold til slåningsfristen for brak og græsarealer, der mange steder er umulig for landmændene at overholde på grund af store regionale regnfald.

Bæredygtigt Landbrug mener, det er glædeligt, at NaturErhvervstyrelsen nu sikrer, at mange landmænd ikke mister grundbetalingen og betalingsrettigheder, fordi de ikke kan slå vandlidende brak- og græsarealer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er utrolig positivt, at styrelsen igen viser forståelse for den meget usædvanlige situation som mange landmænd er kommet i. Det er glædeligt, at vi på den måde oplever en dialog med NaturErhverstyrelsen, der tager udgangspunkt i virkeligheden, lyder det fra Bjarne Nigaard.

Handlet hurtigt

Hos Landbrug & Fødevarer glæder man sig også over, at NaturErhvervstyrelsen har handlet i sagen.

- Vi er glade for, at styrelsen har lyttet og handlet hurtigt. Mange landmænd har stået i en helt usædvanlig og uforskyldt situation efter at der er faldet store mængder regn, siger Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Hun betegner de store mængder nedbør som force majeur, og det har NaturErhverv erklæret sig enig i.

- Den løsning, styrelsen har præsenteret, er bedre end at udskyde kontrollerne over en bred kam. Selvfølgelig kunne vi godt have ønsket os, at reglerne var mere enkle og, at det ville være muligt for landmændene at påberåbe sig force majeur også efter 6. oktober, men alt i alt skal der lyde ros til styrelsen for at have handlet hurtigt, siger Lone Andersen.