Abonnementsartikel

Efterskolens elever skal fremover drive økologisk landbrug på de 70 hektar, som skolen råder over.

På Bråskovgård Efterskoles landbrugslinje ved man, at landbrug er meget mere end at køre traktor. Det handler om en forståelse for landbruget og dets rolle i samfundet.

Derfor er efterskolen fra 1. august begyndt omlægningen til 100 procent økologisk landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bråskovgård Efterskole er Danmarks største efterskole - målt i udendørs areal - med hele 70 hektar land. Landbrugslinjen passer Bråskovgård Efterskoles agerbrug og skov, og af de 70 hektar har de 40 hektar under plov. Det er også landbrugslinjens opgave at passe skolens dyr, som tæller Limousinekøer, får og svin.

- Konventionelt landbrug kræver ikke så meget manuelt arbejdskraft som økologisk landbrug. Og netop manuel arbejdskraft har man til rådighed i rigeligt mål på en efterskole hvor 28 af 125 elever kommer for at gå på landbrugslinjen. Elever på landbrugslinje er typisk vant til at bruge hænderne og rubbe neglene. Mekanisk rensning af ukrudt må udføres af eleverne, hvilket kemisk bekæmpelse ikke må, fortæller forstander Peter Vestergaard Dam.

Han så derfor en omlægning til 100 procent økologisk landbrug som et naturligt skridt, og værdien i at behandle jorden og fødevarerne på en god og forsvarlig måde og at producere usprøjtede råvarer til deres egne elever er af stor betydning for skolen.

Fra bronze til sølv

Landbrugslinjen forsyner køkkenet med kartofler, grøntsager og kød af egen avl, og da meget af det allerede bliver produceret økologisk, har køkkenet på efterskolen allerede Det Økologiske Spisemærke i bronze. Det har også været én af årsagerne til, at en omlægning til økologisk landbrug lå lige for:

- Det var en meget velovervejet og underbygget beslutning, men i virkeligheden også en ganske logisk konsekvens af, at køkkenchef Dorte Ravn via sine indkøb havde opnået fødevarestyrelsens bronzemærke i økologi. Et mærke man opnår ved, at mellem 30 og 60 procent af de indvejede råvarer er økologiske, siger Peter Vestergaard Dam.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter omlægningen forventer efterskolen, at de kan opnå spisemærket i sølv - og altså have økologiske føde- og drikkevarer, der udgør 60-90 procent af det samlede indkøb.

Glade landbrugselever

Omlægningen af landbruget er nu godt i gang, og indtil videre har eleverne taget godt i mod den:

- Vi var lidt spændte på at høre reaktionen fra eleverne på landbrugslinjen. Vi var bekymrede for, om de stadig ville vælge os som skole, hvis de skulle arbejde med et økologisk landbrug frem for et konventionelt. Deres spontane reaktion var dog at det ville ikke have indflydelse på deres valg. Nogle af dem kom fra økologiske landbrug i forvejen, og andre havde et ret pragmatisk forhold til forskellen på de to driftsformer, siger forstanderen.