Først valgte Rema 1000 at sætte mælkeprisen op, for at støtte de danske mælkebønder. Siden fulgte Dagrofa efter med deres tiltag, og nu er det så giganten Coop, der er klar med et støtteprojekt til danske landmænd, det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisen vil Coop lancere en såkaldt støttemælk, der bliver én krone dyrere pr. liter, end den almindelige mælk. Det giver en ekstra fortjenste på 80 øre pr. liter mælk, når der er betalt moms, og de penge skal så gå ubeskåret til de danske mælkeproducenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uden Arla

Det anderledes ved Coop's projekt er, at den nye støttemælk skal produceres af det private mejeri Dybbæksdal, og at Coop altså har valgt at vende Arla ryggen.

Ifølge Jyllands-Posten skal mælken til den nye støttemælk leveres af Dybbæksdals eneste mælkeproducent samt købes fra andre mejerier.

Hos Arla ærger man sig over, at Coop har valgt ikke at inddrage mejerigiganten.

- Lignende tiltag er lavet af detailkæder i Storbritannien, hvor de giver penge til Arla Foods - og dermed også til gavn for landmænd i Danmark. Vi er glade for, at detailkæder vil støtte mælkeproducenter med sådanne produkter. Men vi håber, at alle i den danske dagligvarehandel - også Coop - vil gå gennem Arla. Vores andelssystem betyder, at vi som mælkeproducenterstår sammen på tværs af landegrænser, siger Jan Toft Nørgaard, der er næstformand i Arla Foods, til Jyllands-Posten.