Til store arrangementer hører også et stort budget og det er naturligvis ikke gratis for LandboUngdom at afholde DM i pløjning. Mange gange er man så heldig at få økonomiskstøtte ved hjælp af sponsorater. Til dette års DM har arrangørerne indført et nyt tiltag, som de har døbt "landmandssponsorat".

- Der er mange landmænd der gennem årene selv har været en del af LandboUngdom, eller selv har en fortid som pløjer og mange af dem vil gerne støtte op om os i det omfang de kan, fortæller Danni Jensen fra LandboUngdom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor har vi lavet denne sponsorpakke, som kun kan tegnes af landmænd. Det koster 1000 kroner og til gengæld får de deres navn og gårdnavn på sponsortavlen på pløjearealet og i vores pløjeprogram, forklarer Danni Jensen.

Styregruppen håber at der er mange landmænd, der kunne tænke sig at støtte op om det kommende DM-pløjestævne, der finder sted den 23.-24. oktober 2015 på Kragerup Gods ved Ruds Vedby.