Mens sommersolen langt om længe skinner over Danmark, begynder der også at være huller i de sorte skyer, der den sidste måned har ligger tungt over det europæiske marked for fersk svinekød.

- Det ser ud til at priserne har stabiliseret sig. Feriesæsonen i Sydeuropa er ved at være slut, så inden længe vil forædlingsvirksomhederne være tilbage i gear, og det vil alt andet lige stimulere efterspørgslen, siger Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Priserne er generelt stabile. Forender og skinker afsættes dog fortsat på et lavt niveau, mens markedet for midterstykker, kamme og brystflæsk er noget bedre.

- Den svære øvelse nu er at nå til det punkt, hvor vi kan løfte priserne, men det ser desværre ud til at kunne blive en både lang og hård kamp, siger Søren Tinggaard.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Prisen på svin er hermed 9,00 kroner pr. kg og 5,00 kroner pr. kg for søer.