Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, roser Eva Kjer Hansen for at sikre fuld åbenhed om arbejdet med nye love og bekendtgørelser i Miljø- og Fødevareministeriet.

- Vi har kæmpet længe for, at det skal frem i lyset, hvis danske regler er strammere end EU's krav. Sådan bliver det nu på miljø- og fødevareområdet, og det skal ministeren have ros for, siger Karen Hækkerup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eva Kjer Hansen skriver, at hun fra i dag sikre fuld åbenhed om, hvornår ministeriets love og bekendtgørelser er baseret direkte på EU-krav, og hvornår de danske regler går videre end krævet af EU. Hvis de danske regler er mere vidtgående, så vil konsekvenserne fremgå.

- Jeg er overbevist om, at initiativet vil føre til mere fokus på, at danske virksomheder skal have samme vilkår som deres konkurrenter i andre EU-lande, samtidig med, at vi overholder EU-reglerne, siger Karen Hækkerup.

I daglige tale kaldes det overimplementering, når danske regler går videre end EU's krav. Overimplementering koster hvert år den danske fødevareklynge mindst 2,9-4,6 milliarder kroner viser beregninger fra Landbrug & Fødevarer. Størstedelen af byrden bæres af landmændene.

- Hver gang, en EU-regel bliver overimplementeret i Danmark, koster det på vores evne til at konkurrere. Derfor er det fremragende, at embedsmændene nu skal argumentere for, hvorfor de synes, vi i Danmark skal overimplementere og, hvad konsekvenserne vil blive. Jeg tror, det vil føre til mindre overimplementering, siger Karen Hækkerup.

Hun tilføjer, at ni ud af ti EU-regler, som implementeres i Danmark, bliver udformet som bekendtgørelser i ministerierne uden at komme til behandling i Folketinget.