Flere gylletanke er den senere tid uden varsel braset sammen med gylleudslip til følge.

Det vil Miljøstyrelsen ifølge dr.dk have undersøgt nærmere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I sidste uge kollapsede en gylletank i Jordrup ved Kolding. Metalbånd, der holdt tankens betonelementer sammen, var rustet væk. Og så væltede gylletankens betonelementer.

Landmanden havde fået kontrolleret gylletanken i 2013. Men alligevel brød den sammen. Tidligere er to gylletanke kollapset på samme måde som gylletanken i Jordrup, skriver dr.dk.

Miljøstyrelsen undersøger nu den kollapsede gylletank i Jordrup, for at finde ud af, om der er generelle problemer i den pågældende type af gyllebeholdere.

Kontorchef Hans Peter Olsen fra Miljøstyrelsen håber ifølge dr.dk, at Miljøstyrelsen inden for få uger kan være klar med en plan for, hvad der kan forhindre at flere gylletanke kollapser.

Landmanden fra Jordrup har i øvrigt fået ros af Kolding Kommune for sin hurtige handling ved ulykken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fyldte lynhurtigt en drænbrønd op med sand og lavede en dæmning, så gyllen ikke løb ud i en å i nærheden.