Abonnementsartikel

Formanden for Kolding Herreds Landbrugsforening har ikke meget tilovers for bestemmelserne omkring etablering af efterafgrøder og ikke mindst datoerne for lovpligtig etablering, som han betegner som chikaneafgrøder og datotyranni.

- Embedsmandsvældet har endnu engang ramt forkert. Denne gang med hensyn til hvilke datoer, landmændene skal have etableret de lovpligtige efterafgrøder, som jeg vælger at betragte som ?chikaneafgrøder?. Det er rent datotyranni, siger fra formanden for Kolding Herreds Landbrugsforening, Thomas Hansen.

Ikke herre over vejret

Problemet er, at efterafgrøderne, som har til formål at mindske udvaskningen af kvælstof fra jorden, skal sås inden bestemte datoer, og det er i mange tilfælde praktisk umuligt.

- Landmændene er ikke herre over vind og vejr. Men embedsmandsvældets datotyranni tager ikke hensyn til, at høsten kan trække ud, som det sker i år Vi kan altså ikke så chikaneafgrøder oven i de afgrøder, der endnu ikke er høstet blot for at tilfredsstille love og paragraffer, siger KHL-formanden.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Generel dispensation

- Der er nu lagt op til, at hver enkelt landmand skal søge om udsættelse/dispensation til at så chikaneafgrøder senere end de datoer, der er dikteret fra et skrivebord i København. Det er trods alt positivt, at vi kan få mulighed for udsættelse, men endnu engang skal det foregå på en dybt bureaukratisk måde. Giv dog landbruget en generel dispensation til at udsætte såning af chikaneafgrøder. Helt som vi tidligere har kunnet få en generel dispensation om at udbringe gylle efter 1. oktober, fordi masser af regn gjorde det umuligt at komme i marken, opfordrer Thomas Hansen.

Brug tiden på høsten

KHL-formanden er selv blandt de landmænd, der ikke kan høste tidsnok til, at han kan nå at så efterafgrøder inden 20. august.

- Vi kan ganske enkelt ikke nå det. Blandt andet fordi vi leverer halm som biobrændsel til varmeværker, og halmen skal have tid at tørre på marken, før den kan presses og leveres som CO2 neutral energi til varmeværkerne. Lad os få en generel dispensation til at udsætte såning af chikaneafgrøderne. Så kan landmændene koncentrere sig om at få høsten i hus i stedet for at bruge tid ved skrivebordet på at lave individuelle dispensationsansøgninger, som efter min mening blot har til hensigt at tilfredsstille bureaukratiet, siger Thomas Hansen.