Abonnementsartikel

De små virksomheders interesser er blevet glemt. Derfor er nu etableret en organisation, som særligt kan tale de små og mellemstore fødevarevirksomheders sag.

En ny organisation på fødevareområdet så tirsdag dagens lys, da FødevareDanmark med cirka 500 medlemsvirksomheder blev præsenteret som er en paraplyorganisation for de små og mellemstore virksomheder inden for fødevaresektoren.

De fire organisationer er - Danske Slagtermestre, Ostehandlerforeningen for Danmark, Danmarks Fiskehandlere og SMV Fødevarer - og som det ses, er der tale om en organisation, der primært retter sig mod detailhandlen. Den nye organisation repræsenterer en samlet omsætning i størrelsesordenen cirka ti milliarder kroner.

Formanden for den nye organisation, Leif Wilson Laustsen fra Danske Slagtermestre, understregede på pressemødet, at der har været et udækket behov en brancheforening, som særligt kan tale de mindre fødevarevirksomheders sag.

De små blev glemt

- De toneangivende fødevareorganisationer er præget af nogle meget store virksomheder, som primært varetager disse store virksomheders interesser. De små virksomheders interesser er blevet glemt. Derfor er der behov for en organisation, som særligt kan tale de små og mellemstore fødevarevirksomheders sag - både i pressen og over for politikere, myndigheder og andre beslutningstagere, forklarede formanden.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Blandt de opgaver, den nye organisation fra starten vil sætte fokus på, er arbejdsmiljølovgivningen - de tunge løft, spildevandsafgifterne, som er konkurrenceforvridende og den kommende udbudslov.

Leif Wilson Laustsen peger blandt andet på, at det i de små virksomheder er umuligt at få reglerne omkring maksimale løft på 12,5 kg til at fungere i praksis i dagligdagen.

Eksempelvis vejer en Emmentaler ost typisk mellem 80 og 100 kg. Ostehandleren må altså ikke engang rejse den op for at trille med den, når han får den leveret.