Abonnementsartikel

Til sæsonen 2016 udvider Claas programmet af frontmonterede skiveslåmaskiner, og optimerer kendte modeller.

Til næste græssæson udvider Claas programmet af frontmonterede skiveslåmaskiner med den kompakte og lette Disco 3150 F, der har en arbejdsbredde på tre meter. Takket være det kompakte design og todimensional tilpasning til markens ujævnheder tilpasser den nye slåmaskinesig ifølge Claas perfekt til jordbundens konturer.

Effekten understøttes af to stærke aflastningsfjedre, som desuden reducerer slåmaskinens marktryk. Den hydro-pneumatiske aflastning Active Float kan monteres som ekstraudstyr. Ligesom de øvrige frontslåmaskiner er Disco 3150 F udstyret med Max Cut-knivbjælken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overbelastningssikring, skårlægning med 850 omdrejninger pr minut, samt hurtigskift af knive er også standard.

Optimering af 50-serien

Den sideophængte Disco 50-serie er ligeledes blevet optimeret til 2016-sæsonen, og serien har fået nyt design. De nye modeller 2750 (C / RC), 3150 (C) og 3550 med arbejdsbredder fra 2,60 til 3,40 meter tilbyder avanceret teknik selv til mindre bedrifter. Ud over en lang række detailforbedringer og Max Cut-knivbjælken omfatter de tekniske nyheder en parkeringsanordning, der gør det muligt at parkere maskinen vertikalt for at spare plads (ekstraudstyr).

Endvidere er monteringsbukken optimeret for at øge komforten ved på- og afmontering, og vedligeholdelsesarbejdet er forenklet.

Også de bugserede Disco-slåmaskiner med trækstang i siden 3150 TC /TRC har fået nyt design og er ligeledes blevet udstyret med Max Cut-knivbjælken og en række andre detailforbedringer.