Foråret og sommeren har været præget af lave temperaturer og store mængder regn - alligevel er der flere nordjyske landmænd, som i disse uger høster gode resultater i marken. Høsten er forsinket nogle uger i forhold til normalen, og derfor er det her i den første uge i august endnu kun vinterbyggen, som er i hus. Her er der til gengæld gode udbytter.

Teamleder for Agri Nord Planteavl, Poul Madsen, forklarer det med, at vinterbyggen nyder godt af det lune efterår og den milde vinter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vintersæden har haft medgang fra efteråret og har generelt klaret sig godt, mens flere vårsædmarker har lidt skade under den store mængde nedbør, siger Poul Madsen.

God høst

I Agri Nords forsøgsmarker ved Klarup har der også været rigtig gode resultater i vinterbyggen.

- Nogle sorter har givet et udbytte på godt ti tons pr. hektar. På landsplan har forsøgsmarker givet et udbytte mellem 8,7 tons og ti tons - til sammenligning var tallene for sidste år 7,8-8,4 tons pr. hektar, siger Poul Madsen.

Han fremhæver, at forsøgsmarkerne typisk har højere udbytte end gennemsnittet hos landmændene, da forsøgsmarkerne udelukkende er placeret på gode jorde.

- De meldinger, vi får fra vores kunder, går på, at flere høster syv til otte tons pr. hektar, mens det tidligere år ikke har været unormalt med udbytter på fem til seks tons pr. hektar, siger Poul Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hejmdal klarede sig godt

- I Agri Nords forsøg er Hejmdal den sort, der har klaret sig klart bedst med et udbygge på 10,45 tons pr. hektar.

På andenpladsen kommer KWS Infinity med 9,86 tons pr. hektar. Ser man på landsforsøgene generelt, så er det ligesom sidste år hybriderne Quadra, Wootan og Trooper, der ligger i toppen, men linjesorten KWS Meridian i 2015 er på samme niveau. Frigg, Zirene og Padura er til gengæld gået lidt tilbage i 2015, fortæller Poul Madsen på basis af de syv resultater fra landsforsøgene, som ligger klar på nuværende tidspunkt.