Abonnementsartikel

Man kan roligt sige, at de 120 medlemmer i indkøbsforeningen B2B Bonus køber stort ind. Senest er det blevet til 63 traktorer og 29 mejetærskere. De store indkøb sikrer gode priser til medlemmerne.

Med 120 medlemmer i ryggen har indkøbsforeningen B2B Bonus stor købekraft, og det bruger foreningen til at forhandle de lavest mulige priser for medlemmerne på alt fra foder til traktorer.

- Det drejer sig om at have power i indkøbet. Vi køber nogle mængder der gør, at vi er interessante for de store udbydere, forklarer Torben Hvingelby Pedersen, der er direktør i B2B Bonus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indkøbsforeningen blev grundlagt i 2003, da en gruppe landmænd brød med deres gamle indkøbsforening. Sammen startede de B2B Bonus, der i dag har ni ansatte i foreningens lokaler ved Esbjerg.

I løbet af de seneste år har B2B Bonus indkøbt henholdsvis 63 Claas-traktorer og 29 Claas-mejetærskere, og med så store indkøb må man sige, at B2B Bonus er en stor spiller på maskin-markedet. Indkøbsforeningen fungerer ved at man som landmand køber et andelsbevis og betaler et årligt kontingent, for at blive medlem. Medlemmerne får så adgang til B2B Bonus' lange liste af samarbejdsaftaler, hvor der er blevet forhandlet fordelagtige priser til medlemmerne.

- Vi har aftaler på alt fra foder til gødning og byggematerialer. Kort sagt skaffer vi gode priser til vores medlemmer på alt, hvad de har brug for på bedriften, siger Torben Hvingelby Pedersen.

Individuelt tilpasset

Udover de mange samarbejdsaftaler på foder og andet, laver B2B Bonus som bekendt også store maskinindkøb.

Senest købte foreningen 29 lysegrønne mejetærskere fra Claas.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er forskel på at købe én mejetærsker og på at købe 29. Det er klart, at vi kan få en bedre pris, når vi køber så stort ind, som vi gør. Der er en stor gevinst at hente for vores medlemmer, siger Torben Hvingelby Pedersen.

Selvom foreningen køber 29 mejetærskere samtidig er der dog langt fra tale om 29 ens maskiner.

- Hver enkelt maskine bliver tilpasset til det medlem, der køber mejetærskeren. Derfor er det også en lang proces, når vi laver en maskin-licitation, siger Torben Hvingelby Pedersen.

I B2B Bonus ligger der en plan over, hvornår man næste gang planlægger at lave et maskinindkøb. På den måde kan medlemmerne bedre planlægge og budgettere for fremtiden.

- Vi har en femårsplan, hvor medlemmerne kan se, hvornår vi køber traktorer, hvornår vi køber mejetærskere og hvornår vi planlægger at købe teleskoplæssere, siger Torben Hvingelby Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brugt skal sælges

Når B2B Bonus skal starte et stort maskinindkøb, er det en længere proces, der går i gang. Foreningens medlemmer giver tilsagn om, at de har lyst til at være en del indkøbet. Når man køber nyt, er der ofte noget brugt til overs, der skal sælges. Den del står B2B Bonus også for.

- Det nemmeste er at købe mejetærskeren - det svære er at få solgt de brugte til den rigtige pris. Det sørger vi også for, og det er et stort stykke arbejde. Det nytter ikke noget, hvis landmanden ikke får den rigtige pris for den gamle, eller betaler for meget for den nye. Det er komplicerede forhandlinger, sier direktøren.

Indkøbsforeningen indhenter en række tilbud på maskinlicitationen, og gennem flere udbudsrunder snævres feltet ind, så der til sidste er en enkelt leverandør tilbage, som så leverer maskinerne og aftager de brugte.

- Vi systematiserer tingene, når vi køber maskinerne ind. Det er et stort arbejde, men det er virkelig pengene værd for de enkelte medlemmer. Da vi startede med traktorerne, påbegyndte vi arbejdet to år før vi lavede licitation, fordi medlemmerne skulle forstå, at hvis man virkelig vil have noget på indkøbssiden, må man måske se bort fra sit personlige favoritmærke. Man er med, og så er man med på den bedste handel, siger Torben Hvingelby Pedersen.

Snart nye traktorer

Selvom B2B Bonus har lavet en femårsplan, kan der godt laves undtagelser, og direktør Torben Hvingelby Pedersen spår da også, at det godt kan ske, at foreningen snart laver endnu en traktorlicitation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror ikke, at der går lang tid, før vi kommer med en ny traktorlicitation. Vi har 120 medlemmer, så der er nok 4-500 traktorer i gruppen. Vi har købt 63, så der er stadig en del, der ikke er blevet skiftet.Nu har folk også prøvet det, så jeg kunne godt forestille mig, at hvis vi laver endnu en traktor-licitation, at det så ikke bliver et mindre antal maskiner, end da vi gjorde det første gang, siger han.

De to første store maskinhandler, som B2B Bonus har gennemført, er gået til Claas. Det er dog langt fra sikkert, at valget også falder på lysegrønne maskiner næste gang.

- Der er ingen garantier for, at vi køber Claas næste gang. Vi håber da, at de andre har lært at bide til. Vi fik en fantastisk handel på traktorerne, selvom Claas' førstegangstilbud, da vi lavede licitationen, ikke var blandt de tre bedste, viste de i anden runde, at de havde forstået budskabet, siger Torben Hvingelby Pedersen.

I øjeblikket har B2B Bonus 120 medlemmer, og foreningen fortæller, at målet er at være op imod 150 medlemmer i 2020.