Maskinbladet, Ungarn

Til sæson 2016 er John Deere klar med store opdateringer på de fem og seks rystemejetærskere, i W- og T-serien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Faktisk er opdateringerne så voldsomme, at det mere eller mindre kun er kabinerne, som stammer fra de tidligere W- og T-serier.

- Foruden nye motorer, som opfylder de nyeste emissionskrav, så er der sket opdateringer flere steder i maskinen, hvor kapaciteten er forøget, fortæller Mogens Olsen, produktspecialist for høstmaskiner hos John Deere.

Tærskecylinderen i maskinen er stadig 660 millimeter i diameter, men bro-omsluttningen til cylinderen er øget med otte grader, hvilket øger tærskearealet på den forreste cylinder. Den efterfølgende ledervalse, som sikre bedre flow i halmmængden, er øget til 500 millimeter. Det samme gør sig gældende med den sidste cylinder i T-serien, hvor diameteren er øget til 800 millimeter på udskillecylinderen.

Afstanden mellem cylinderne er øget med 21 procent, og det sikre, at kapaciteten kan hæves med mere materialegennemgang.

Det aktive udskillesareal inden rysterne er samlet set forøget med 41 procent til fire kvadratmeter for maskinerne med seks ryster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Boost på udskillelsen

De nye rystemaskiner er markant bedre til høst i specielle krævende afgrøder som frøgræs, men også under generelt vådere forhold som i Nordeuropa og specielt Danmark. For at sætte ekstra boost på tærskning i våde afgrøder, eller mere besværlig afgrøder, så har John Deere udviklet en Booster bar.

- Booster baren svinges ind i tærskeværket på under tre minutter og placerer sig mellem indføring og tærskecylinderen. Den fungere som en slags ekstra broribbe, og betyder dermed, at det ikke i samme grad er nødvendigt at lægge en ekstra brodækplader i afgrøder som er svære at tærke, og som dermed reducerer udskilles-arealet, forklarer Mogens Olsen.

Større soldeareal

Inden kernerne kommer på soldene passere de på tilløbsplanet, som på John Deere rystemejetærskerne er erstattet af tilløbssnegle:

- Det giver den fordel, at kernerne lettere transporteres til soldene uafhængigt af kørsel op eller ned ad bakker og ved sidehæld, påpeger Mogens Olsen.

Han fremhæver også mere kapacitet på soldene:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har fået et væsentligt større sold-areal, da soldene har fået et helt nyt design. Ved at bruge aluminium er soldarealet øget uden vægten er steget, og det samlet soldareal er nu på lidt over seks kvadratmeter.

Underblæseren er også re-designet med en anderledes luftstrøm, som passer til de nye solde.

Intelligent undervogn

De nye mejetærskere er ikke bare designet til høst i vådere afgrøder, de kan også begå sig på vådere underlag.

Chaufføren i kabinen har mulighed for at indkoble differentialespærre på både for- og bagaksel, og selvom differentialespærren indkobles manuelt, så har John Deere udviklet den automatiske styring "traction-control" til styringen af hjulslip.

Hvis der eksempelvis er 10 procent mere hjulslip på ét af hjulene, så vil mejetærskeren selv sende mere olie til den hjulmotor, som kræver mere olie, for at undgå hjulslip.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden kan der monteres bælter på forakslen, og bælterne giver 1,7 gange større trædeflade end sammenlignet med en hjulmontering på 800 millimeter dæk. Den samlet bredde med bælter på maskinerne med seksryster bliver 3,5 meter.

Med den fabriksmonterede bælteundervognen kan mejetærskerens topfart blive 40 kilometer i timen.

Hurtig aflæsning

Korntanken på T-serien har ikke ændret sig siden sidste modelserie, men aflæssehastigheden er forøget, og de 11.000 liter korn tømmes nu på 90 sekunder, da aflæssehastigheden ligger på 125 liter i sekundet.

Både T- og W-serien har begge fået opdateret motorrummet med John Deere PSS-motorer, hvilket betyder, at der benyttes AdBlue-tilsætning, hvor AdBlue-stoffet reagere i en SCR-katalysator.

John Deere forventer at Adblue-forbruget forbliver på en til tre procent af brændstofforbruget på de nye 9 liters motorer. Dette skyldes, at John Deere fortsætter med 75 procent recirkulering af udstødningsgasserne igennem EGR-teknologien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dette betyder også, at det er nødvendigt med et DPF-filter, hvor sodpartikler brændes op, når der sprøjtes diesel ind i filteret ved forhøjet udstødningstemperatur. En proces, som mejetærskeren automatisk foretager, eller kan udsættes med manuelt. Hvor ofte det er nødvendigt afhænger meget af belastningen på motoren, og det kan derfor svinge mange timer fra maskine til maskine.

Klar i 2016

Både W- og T-serien er klar til det danske marked i 2016. Den store forskel på de to serie, er at rysterne er længere i W-serien, da den ikke har den 800 millimeter udskillecylinder til sidst i tærskesystemet inden rysterne. Det er primært T-serien, som sælges i Danmark.

John Deere fortæller, at de forventer sig meget af de nye maskiner, som skal være med til at sikre sig en bedre markedsandel på flere markeder:

- Der er investeret 45 millioner euro (335 millioner kroner) i udviklingen af den nye mejetærskerserie, og vi forventer helt klart, at vi vil gå ind og tage noget af markedet fra vores store europæiske konkurrenter på netop rystemejetærskere, fortalte Carsten Hefvig, produktchef hos John Deere under et pressearrangement i Ungarn, hvor mejetærskerne blev vist frem for pressen i juni.