Det økologiske landbrugsareal er fra 2013 til 2014 faldet med knap 5.400 hektar, hvilket svarer til tre procent, viser NaturErhvervstyrelsens årlige opgørelse. Tallene afspejler ifølge Økologisk Landsforening den store usikkerhed som især mælkeproducenter stod med op til mælkekvoternes bortfaldt 1. januar 2015. Men der lader nu til at være en stigning på vej. I år har landmænd søgt nyt omlægningstillæg til et areal på cirka 14.000 hektar, hvilket er dobbelt så meget som normalt, oplyser NaturErhvervstyrelsen.

Flere økologer

- Det er meget glædeligt, at der i år ser ud til at være en positiv udvikling i det økologiske areal. Det er helt nødvendigt, at der for alvor kommer gang i den økologiske omlægning for at kunne følge med den stigende efterspørgsel. Salget af økologi i både dagligvarebutikkerne, på eksportmarkederne og til storkøkkener stiger vedvarende og markant. Så der er behov for mange flere økologer til at producere fremtidens økologiske fødevarer, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

God økonomi i økologi

- Den positive markedsudvikling har skabt et akut behov for flere landmænd, der vil producere økologisk kød. Ligesom der også mangler landmænd til økologisk produktion af æg, mælk, frugt og grønt. Vi ved fra det stigende antal økologiske-omlægningstjek, vi laver hos konventionelle landmænd, at der er mange landmænd, som gerne vil lægge om. Men der er behov for, at banker og kreditforeninger også viser villighed til at støtte de mange landmænd, der står spring, så det hungrende marked kan forsynes, siger Per Kølster.

Han understreger, at der er god økonomi i økologi. Eksempelvis er øko-tillægget på mælk og svinekød steget markant. I øjeblikket får økologer således 92,30 øre mere per liter mælk og 18,50 kroner mere per kilo økologisk svinekød end deres konventionelle kolleger.

Aktiv økologipolitik

For at nå det politiske mål om en fordobling af det økologiske areal i 2020, er det desuden nødvendigt, at den nye regering fastholder en aktiv og effektiv økologipolitik, påpeger økologernes formand.

- Der er blandt andet behov for at regeringen afsætter ressourcer til at bakke flere kommuner op i en frivillig grøn omstilling af de offentlige køkkener. Omlægningen af hundredtusindvis af offentlige måltider til økologi er en stærk drivkraft for den økologiske omlægning i landbruget - som er til gavn for dyrevelfærden, vores natur og grundvand, siger han.