McCormick har rødder tilbage til traktorens barndom, og modellen McCormick MTX 150 bygger i vid udstrækning på teknologien fra Case IH Maxxum MX 135.

Omkring årtusindskiftet kom Case IH og New Holland under samme hat i CNH, og for at godkende fusionen krævede konkurrencemyndighederne, at koncernen frasolgte flere fabrikker. Et af de anlæg, som blev sat til salg, var fabrikken i den engelske by Doncaster. På fabrikken havde Case IH blandt andet produceret den populære Maxxum MX-serie. Køber af fabrikken blev den italienske Argo Group, som i forvejen producerede Landini og Valpadana traktorer. Gruppen købte også Laverda mejetærskerfabrikken af CNH. Fabrikken er senere solgt videre til Agco, der for nogle år siden rykkede produktionen af Massey Ferguson mejetærskere fra Randers og til den italienske fabrik.

Argo Group overtog ikke blot fabrikken Doncaster, men også produktionen og en forpligtigelse til i en årrække at levere traktorer til Case IH. I handlen med CNH havde italienerne også overtaget McCormick navnet, og hurtigt efter overtagelsen introducerede virksomheden flere traktormodeller fra fabrikken. Blandt modellerne var MTX-serien som omfattede fem modeller fra 118 og til 175 hestekræfter. De røde traktorer havde Perkins motorer og byggede ellers på teknologien fra Case IH Maxxum MX.

Nye motorer

I 2004 opgraderer McCormick MTX serien, og serien fik en ny topmodel på små 200 hestekræfter. Med opgraderingen skifter McCormick til Beta Power (FPT) motorer i MTX-serien.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Den brugte McCormick MTX150 er set hos Stenderup A/S. Virksomheden er både importør og forhandler af McCormick. Ud over Stenderup er der en række selvstændige forhandlere af McCormick. Den brugte traktor er fra 2005 og er derfor med Beta power motor på 6,7 liter, som yder 152 hestekræfter. Traktoren har gået 4.200 timer og er monteret med frontlift samt fire dobbeltvirkende hydraulikudtag. Et af udtagene er ført frem til frontliften.

4x4 gear

Transmissionen i McCormick MTX150 er en semipowershift transmission med fire gruppegear og fire powershift trin. De fire gruppegear skiftes med en traditionel gearstang, mens powershifttrinene skiftes med en el-kontakt på siden af gearstangen. Traktoren har koblingsfrit vendegear, som betjenes med et håndtag til venstre for rattet.

Som ekstraudstyr kunne MTX-serien leveres med AutoSpeed transmission. Gearfordelingen er som på standardmodellen, men med AutoSpeed kan også gruppegearene skiftes med trykknapper på kørehåndtaget, som også har trykknapper til betjening af trepunktsliften. Med AutoSpeed har transmissionen også automatisk geartilpasning, som vælger det optimale powershift trin, når der skiftes gruppegear.

Flyttet til Italien

I 2008 flyttede Argo Group produktionen af McCormick til Italien og introducerede samtidig TTX T3-serie, som var med en ny kabine og en transmission med fire gruppegear og otte powershifttrin. Samtlige gear skiftes med trykknapper.

Afprøv koblingen

Udover kørekoblingen sidder der på McCormick MTX 150 koblinger ved de fire powershift-trin, samt ved vendegearet, og traktormontør Allan Hansen fra Stenderup A/S anbefaler, at man afprøverkoblingen før der handles brugt.

- Før der købes brugt traktor, er det altid en god ide, at køre en tur på traktoren og skifte op og ned i både gruppegearene og powershift-trinene. På en McCormick MTX 150 må skiftet af powershift-trinene gerne føles kontant, og man må også gerne kunne høre, at der skiftes gear. Gearskiftet er justeret ind fra fabrikken, og vi har ikke mulighed for at kalibrere gearskiftet, siger Allan Hansen

- Føles gearskiftet blødt og nærmest glidende, er de grund til at køre en ekstra tur på traktoren og finde ud af hvad problemet er. Er der kun problemer ved et enkelt gearskifte, ligger fejlen typisk i en utæt kobling. Er tilkoblingen for blødt ved samtlige powershift trin, er der efter al sandsynligvis en fejl ved prioritetsventilen, tilføjer montøren, der opfordrer brugere af McCormick MTX og traktorer med samme type transmission, til at få transmissionen kontrolleret, hvis skiftemønstreret pludselig ændrer karakter. Derved kan problemet tages i opløbet, før koblingerne ødelægges. På AutoSpeed modellerne anbefaler Allan Hansen at der monteres et trykfilter før skifteventilen, da ventilen er meget sårbar, og filtret kan derfor minimere de fremtidige omkostninger.

Kontroller pakdåser

Den brugte McCormick hos Stenderup A/S er monteret med standard foraksel og en Zuidberg frontlift. McCormick MTX 150 blev også solgt med affjedret foraksel, hvor forhjulene er individuelt ophængte. Ophænget har mange bevægelige dele og en hel del smørenipler. For at undgå slør i affjedringen, anbefaler Allan Hansen, at niplerne smøres lidt men ofte.

Slutdrevet i standardforakslen er med fire planethjul, som giver en mere jævn fordeling af belastningen.

- Olien på motoren skal skiftes for hver 500 timer, og hydraulikolien samt olien i forakslen har et skifteinterval på 1.000 timer. Køres der meget vejtransport eller med tunge redskaber i frontliften, er det en god ide, at skifte olie i forakslens slutdrev for hver 500 timer, siger Allan Hansen og tilføjer:

- Både når der købes brugt og i dagligdagen bør man holde øje med, om den inderste pakdåse ved forhjulene er tæt. Slutdrevet indeholder under en liter olie, og løber et drev først tør, er skaden sket.

Tynde bremser

McCormick MTX 150 har oliekølede bremser, der selvjusterende og som kræver et minimum af service.

- Anvendes bremserne efter hensigten, har vi ingen problemer med bremserne, og de kan slides rigtig langt ned, før de skal skiftes. Det som kan ødelægge bremserne på enhver traktor er en stor trailer, hvor bremserne ikke virke. Traktoren har så stor bremseevne, at føreren ikke registrerer, når bremsekraften på traileren langsomt forringes. Men bremserne på traktoren er ikke bygget til den belastning og bliver derfor varme. Det ødelægger belægningen, og første indikation er at hydraulikfiltrene stopper til, siger Allan Hansen, der kun har roser til Peta Power-motoren, som han aldrig skruer i.