Den velkendte teleskoplæsser Claas Scorpion bliver i dag produceret af den tyske virksomhed Kramer, men fra 2018 overgår produktionen til Liebherr.

Serien kommer fortsat til at gå under navnet Claas Scorpion, og frem til 2018 vil man stadig kunne købe Scopion teleskoplæssere, der fortsat bliver produceret hos Kramer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er planen, at samarbejdet mellem Claas og Liebherr skal styrke Liebherr' position i landbruget. Virksomheden er allerede et stort navn i entreprenørbranchen, og nu vil Liebherr altså ind på landbrugsmarkedet.

I en pressemeddelelse fra Lieberr lyder det, at Liebherr og Claas som to tyske, familieejede virksomheder med sofistikerede og innovative produkter passer perfekt sammen til et langvarigt samarbejde.

Reservedele

Der er ingen grund til bekymring, hvis man har en Claas Scorpion, der er produceret hos Kramer. Virksomheden oplyser, at man fremover også vil kunne få reservedele til maskinen, også efter samarbejdet med Claas stopper i 2018.

De første Kramer-producerede Claas Scorpion teleskoplæssere kom på markedet i 2005, og Kramer oplyser i en pressemeddelelse, at bruddet mellem Claas og Kramer var med fælles forståelse.