Hos Heden & Fjorden afholdt man den 15. juni en minkaften, hvor mere end 100 minkavlere fik fagligt input.

Driftsøkonomirådgiver Christian Primdahl fra Heden & Fjorden præsenterede årets helt friske minkanalyse, som viser et fald i såvel indtægter som omkostninger i 2014.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Skindprisen er gennemsnitligt faldet med 47 procent i 2014 i forhold til 2013, og derfor er det i højere grad vigtigt at have fokus på potentialer, som kan bidrage til at øge indtjeningen. Forskellen i prisen på de danske og udenlandske skind stiger relativt mere i danskernes favør, hvilket viser at de danske skind er og bliver et bedre kvalitetsprodukt, sagde Christian Primdahl.

Høj kvalitet

Bestyrelsesformand for Kopenhagen Fur, Tage Pedersen, fortalte om den høje kvalitet af de danske skind. Det er selvfølgelig vigtigt at have fokus på omkostningerne;,men det er samtidig vigtigt ikke at spare sig ud af krisen, så man mister kvaliteten i skindene, når de gode år kommer. Tage Pedersen fortalte også om sin egen bedrift, hvor fokus blandt andet er på tre parametre: frugtbarhed, størrelse og kvalitet.

Michael Sønderup fra Kopenhagen Fur påpegede, at rigtig mange avlere er dygtige til én enkelt af de tre parametre, færre er dygtige til to af parametrene, og næsten ingen er helt i top på alle tre parametre. Michael Sønderup fortalte, hvordan avlsarbejdet har udviklet sig gennem de sidste mange år, og hvordan avlerne er dygtige til at ændre deres avlsarbejde, således at det er muligt at opnå de højeste priser i verden for deres skind. Efterspørgslen vil blive ved med at ændre sig, så det er vigtigt at følge udviklingen meget nøje og løbende tilpasse farmene.