Prototypen på New Hollands T6 Methan-traktor fungerer, men det har lange udsigter, før du kan få et eksemplar hjem på gården.

Hvor man normalt kan høre en almindelig traktormotor slubre diesel ind i systemet med en karakteristisk lyd, er det en helt anden oplevelse man får, når New Hollands prototype på firmaets methan-traktor kommer kørende. En mere summende lyd, der nærmest minder om en el-motor, er, hvad man hører. Det er dog ikke el men methan-gas, der får hjulene til at rulle.

New Holland er stadig i den indledende testfase med methan-traktoren, og virksomheden har da også kun prototypeeksemplarer endnu, og det var netop en prototype, som Maskinbladet havde mulighed for at se nærmere på ved et pressearrangement på test-farmen La Bellotta ved Torino. Her blev T6 methan-traktoren vist frem, og pressekorpset havde muligheden for at køre i traktoren. Det gav anledning til et par morsomme øjeblikke, da methan-motoren kan klare nogle flere omdrejninger end en normal traktor, og det skulle en del af testkørerne lige vænne sig til.

Motoren på prototypen, der er anden generation i New Hollands arbejde med metan-traktorer, yder 132 hestekræfter og har et moment på 740 nm ved 1500 omdrejninger. Kraftmæssigt er den altså sammenlignelig med en normal New Holland T6.175 tier 4A, lyder det fra New Holland.

Noget, der dog ikke kan sammenlignes med en normal traktor, er den emission, som traktoren laver. Methan-traktoren har en emission, der er 80 procent lavere end den konventionelle traktor, og New Holland fortæller desuden, at man kan forvente en besparelse på brændstofomkostninger på et sted mellem 20 og 40 procent, da methan er billigere end diesel.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Lange udsigter

Ved pressefremvisningen kørte methan-traktoren rundt på et biogasanlæg på La Bellotta-farmen, og dermed blev produktets potentiale for energiuafhængighed understreget. På lang sigt er det meningen, at traktoren skal bruges i marken hos landmanden, hvor man dyrker de afgrøder, som giver det affald, der senere ryger i biogasanlægget, og på den måde kan landmanden dyrke sit eget brændstof til traktoren.

Selvom det alt sammen lyder rigtig godt, bliver det dog ikke lige foreløbigt, at vi kommer til at se New Holland T6 methan-traktoren i brug på danske gårde. Som nævnt er New Holland nemlig kun i gang med at teste på prototypen, og det næste skridt bliver at få produceret en række traktorer, som kan testes i bredere forstand, inden traktoren eventuelt kommer i serieproduktion og til salg. Derfor forlyder det, at der kommer til at gå omkring fem år, før methan-traktoren kommer til salg hos maskinhandlerne. Et fornuftigt bud lyder, at New Holland kan have methan-traktoren klar, når Tier 5 emissionskravene skal indføres.

Flere udfordringer

Methan-traktoren kan - udover lyden - kendes på nogle meget brede stolper bag på kabinen. I disse stolper gemmer der sig tre af traktorens i alt ni methan-tanke, der giver en samlet kapacitet på 300 liter. Ifølge New Holland svarer det til omtrent 62 liter diesel, og det skulle være nok til en halv dags arbejde.

Nu har de fleste nok fået kaffen galt i halsen, for en halv dags arbejde kommer man jo ikke langt med. New Holland er dog klar over, at en halv dages produktion ikke er nok til de fleste kunder, og som det ser ud nu, forlyder det, at løsningen kan blive en større methantank, som kan monteres enten foran eller bag på traktoren.

De ekstra brede stolper bag på kabinen stjæler også noget af udsynet, og på prototypen kan bagruden heller ikke åbnes. Den udfordring er New Holland også opmærksom på, og det bliver interessant at se, hvordan det bliver løst.

Med T6 methan-traktoren har New Holland vist, at teknologien fungerer, og at methan-gassen kan levere de kræfter, som der er brug for i landbruget. Nu skal det hele finpudses, før det overhovedet kan betegnes som et alternativ til en konventionel dieseltraktor.