Når Lunde-Bork Entreprenør & Maskinstation i næste uge indtager de grønne græsmarker og bjærger første slæt græs, så bliver det med en ligeså lysegrøn frakørselsvogn efter de grønne Fendt-traktorer.

Maskinstationen har investeret i en helt ny Demmler TSM Mammut 340-afsubbervogn på 58 kubikmeter rumindhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er meget robust og en solid undervogn, men også meget stærke sider, som skiller sig ud fra en anden afskubbervogn vi har af andet tysk mærke, fortæller Jacob Ravn, indehaver af Lunde-Bork Entreprenør & Maskinstation, som i forvejen har en Demmler-vogn i maskinparken

- Vognen er udstyret med hydraulisk undervogn, som er en stor fornøjelse på landevejen, og så har vi mulighed for at løfte den forreste aksel hydraulisk.

- Vi har valgt at få nogle ret store dæk monteret på vognen i 750/45 R 26,5, hvilket er de største mulige dæk, som kan monteres på denne type vogn. De større dæk giver en mere stabil vogn i marken, og med det store rumindhold, så lægger vi også vægten ud på et større areal med de brede dæk.

Luft bremser

Den nye vogn er desuden udstyret med hydraulisk tvangstyring, og luftbremser.

- Prisforskellen på hydrauliske- og luftbremser var ikke stor, og da vores Fendt-traktorer i forvejen har luftudstyr, så var det et naturligt valg. Den store fordel ved luftbremserne er, at den er lastafhængigt, og specielt med de store vogne, så er det en fordel, at vognen selv finder ud af den bremsegrad, som der skal til. Det reducerer også nogle til tider hårde bremsespor i nye græsmarker, og det giver en mere komfortabel kørsel på landevejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye TMS Mammut 340/8-græsvogn er leveret i en lysegrøn farve, så den passer til traktorparken hos Lunde-Bork Entreprenør & Maskinstation, som overvejende er Fendt-traktorer.