For få år siden var fåreudstillingen på Landsskuet præget af avlsdyr fra cirka ti forskellige racer. De seneste år er der kommet nye racer til, og årets udstilling på dyrskuet i Herning den 2.-4. juli sætter rekord med hele 17 forskellige fåreracer.

To nye racer

To racer, der aldrig tidligere har været med på Landsskuet, er Gute og Rygja. Gute kaldes også for gotlandske hornfår og er kendetegnet ved, at både får og vædder har horn. Den svenske race har været kendt siden vikingetiden, mens racen Rygja blev skabt i det sydvestlige Norge i 1800-tallet. På Landsskuet udstilles fire Gute og en Rygja.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det samlede antal får og geder på Landsskuet er lidt mindre end tidligere, men betragtes som tilfredsstillende. Ikke mindst fordi der blandt fåre- og gedeavlere er bekymring for spredning af klovsyge. Det ser dog ud til, at avlerne har taget godt imod de regler for undgå klovsyge, som udvalget for fåre- og gedeudstillingen på Landsskuet har lavet for at sikre, at alle topavlere trygt kan deltage i konkurrencerne med de allerbedste avlsdyr.

50 års jubilæum

Når landets bedste får samles i staldene på Landsskuepladsen, kan Texel-avleren John Engsig fejre, at det er 50 år siden, han udstillede første gang. Den gang blev han hjulpet i gang af den navnkundige dommer og Texel-avler Karl V. Jensen.

Texel er i øvrigt i antal klart den dominerende fårerace på Landsskuet, mens Mohair og Boer præger gedeudstillingen, hvor der er fire racer udstillet.

Nye udstillere

Tre nye udstillere - Torben Østergård, Hanne Post Andersen og Mette Marie Lungholdt - er tilmeldt fåre- og gede-konkurrenecerne, hvor de vil opleve, at det hele foregår i en god stemning. Blandt andet ved et stort, fælles kaffebord lørdag morgen, hvor udstillere, trækkere, dommere, assistenter, koordinator og udstillingsudvalg hygger sig med hinanden - og forsikrer hinanden om: "Til næste år... der vinder jeg!".

Udover bedømmelser og konkurrencer på tværs af racerne vil der på fåre- og gede-udstillingen traditionen tro være mange forskellige aktiviteter og racestande, hvor man kan få værdifuld information om de enkelte racer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Får og geder

Der bliver udstillet 172 får fordelt på 17 racer. Får af racen Texel er stærkest repræsenteret med 63 dyr, men der udstillet et enkelt får af racen Rygja. Hos gederne udstilles der 26 dyr fordelt på fem racer. Her er der flest af racen Mohair, nemlig 12 styk.