Det åbne brev er underskrevet af Kristian Jensen, Inger Støjberg og Søren Gade. I brevet tager de tre venstrepolitikere blandt andet fat i emner som udflytning af statslige arbejdspladser, landbrugssektorens vilkår og liberalisering af planloven.

Vi bringer her uddrag af brevet, der kan læses i sin fulde ordlyd på blandt andet Søren Gades officielle Facebookprofil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kære Helle Thorning-Schmidt.

Når man er statsminister i Danmark, så er man statsminister for hele Danmark. Ikke kun for København og omegn. Derfor er vi ekstremt skuffede over, at du kun har spot til overs for de mange danskere i landdistrikterne, der efterlyser en udflytning af statslige arbejdspladser. [...]

Som led i en sammenhængende plan for, hvordan vi kan sikre vækst og udvikling i hele landet, har Venstre foreslået at udflytte statslige arbejdspladser fra København. Da du for nyligt blev interviewet til TV MidtVest, sagde du om forslaget, "Jeg synes ikke, at det er en seriøs måde at gøre tingene på." Vi kunne ikke være mere uenige. [...]

Du mener, at det er useriøst. Vi mener, det er blodig alvor for vores landdistrikter. Derfor er vi klar til at give landdistrikterne en hjælpende hånd.

Hvis vi vinder valget så, vil ét af vores første skridt være at sikre bedre vilkår for fødevaresektoren. Vi mener ikke, at dansk landbrug skal lide under særregler, der hæmmer erhvervets konkurrenceevne.[...]

Mener du også, at det er useriøst at give rygraden i mange udfordrede landdistrikter en håndsrækning?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har også sagt, at vi vil liberalisere planloven, så kommunerne kan få mere albuerum til at skabe udvikling. [...] Kommunerne hilser en liberalisering velkommen, men du mener måske også, at det forslag er useriøst?

Vi har fremlagt en plan for, hvordan vi vil skabe mere frihed, udvikling og vækst i landdistrikterne og nævnt nogle elementer i planen her. Hvornår begynder du at tage landdistrikternes udfordringer seriøst?