Da finanskrisen satte ind, gik det totale marked for entreprenørmaskiner fra 6.000 solgte enheder i 2008 til 600 solgte enheder i 2009.

- Det betød, at der skulle tænkes i andre baner for at reducere faste omkostninger og stadig få et højt serviceniveau. Derfor lukkede vi to af vores faste værksteder i Danmark: Roskilde og Aalborg, og satte rullende værkstedsbiler ind i stedet, fortæller Jens Ejsing, markedschef hos Volvo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det vil være forkert at sige, at det var for at spare en masse penge, for en veludstyret lastbil med værktøj og lignende er ikke helt gratis, men vi blev pludselig meget mere fleksibel, og kunne langt hurtigere få nedbrudte maskiner i gang med arbejdet igen.

I dag kører der 37 små lastbiler rundt i Danmark som et rullende værksted.

Mobilt værksted

Den store fleksibilitet gør sig især gældende i entreprenørbranchen, hvor et nedbrud på en maskine kan betyde, at den skal fragtes med blokvogn til nærmeste værksted:

- Det betyder, at der kan gå op til et helt døgn inden vi har maskinen på værkstedet og kan gå i gang med opgaven. I dag udfører vi under to procent af alle reparationer på værkstedet - 98 procent af al reparationer og vedligehold foregår i felten hos kunden, påpeger Jens Ejsing.

Ved store projekter i entreprenørbranchen stiller Volvo et mobilt værksted op på byggepladserne, hvor værkstedet består af et telt samt vaskeplads.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved motorvejesprojekter og eksempelvis Femern-forbindelsen kan vi stille sådanne værksteder stillet op, og er dermed ekstra tæt på kunderne.

Hvis maskinen skal flyttes til værksted, så foregår det hele i Taulov i Trekantsområdet.