Abonnementsartikel

Landsskuet sætter i år rekord med en hesteudstilling, der tæller ikke mindre end 25 racer.

Ved Landsskuet 2015, der afvikles den 2.-4. juli, sætter antallet af hesteracer således rekord med hele 25 forskellige. Nye racer er Lipizzaner og Gotlands Russ, som dog for år tilbage tidligere har deltaget i konkurrencerne på Landsskuet.

Landsskuet i Herning er kendt som dyrskuet, hvor landets hesteinteresserede mødes på tværs af de mange hesteracer. Og er man i tvivl om, hvilken race man skal vælge, er ridebanerne og staldene på Landsskuepladsen en enestående chance for sammenligne store og små heste.

Såvel Lipizzaneren som Gotlands Russ'en har en spændende forhistorie: Lipizzaneren er Europas ældste kulturrace og fremavlet som paradehest til hoffet i det Østrig-Ungarske kejserrige, mens Gotlands Russ er efterkommere af vilde ponyer på den svenske ø Gotland, og de regnes som en af verdens ældste hesteracer.

Gotlands Russ og Lipizzaner er repræsenteret på Landsskuet med ganske få dyr, mens andre hesteracer traditionen møder mere talstærkt op på Landsskuet. Der er således tilmeldt hele 42 Jydske heste, 41 Shetlandsponyer og 37 Fjordheste.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Dansk Varmblod, Dansk Sportspony og Knabstruppere er blandt de racer, der markant øger repræsentationen i Herning til henholdsvis 18, 15 og 12 heste.

Samlet er 314 heste tilmeldt årets avlsudstilling og konkurrencerne på Landsskuet, men der ventes i alt at være omkring 450 heste på pladsen, idet en del andre dyr kun deltager i de store hesteshows fredag og lørdag samt aktiviteterne og konkurrencerne på Heste For Alle-banen.