EU's fødevareministre kunne ikke finde et kompromis, da de mandag skulle diskutere fælles regler for økologiske varer.

Det blev ikke i denne gang, at Dan Jørgensen og resten af EU's fødevareministre fandt fælles fodslag om nye regler for økologiske varer.

Uenigheden om særligt to punkter var for stor til, at det lettiske formandsskab kunne skabe et kompromis, og derfor blev det foreslået at formandskabet kommer med et nyt forslag til en generel indstilling inden næste møde, som finder sted i juni.

De to punkter, som skaber den største uenighed, drejer sig om restkoncentrationer af pesticider og kontrolsystemet for økologiske varer.

Det lettiske formandskab har i sit forslag lagt op til en nultolerance over for pesticidrester og andre forbudte stoffer i økologiske madvarer. Den kurs har Danmark og andre lande kaldt for urealistisk, mens lande som Grækenland og Finland har kaldt forslaget afgørende for forbrugernes tillid til øko-mærket.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Kompromisforslaget fra det lettiske formandskab lagde op til en mere produktorienteret og risikobaseret kontrol. Det bakkede eksempelvis Polen og Holland op om. Lande som Danmark, Ungarn og Grækenland fremhævede behovet for en årlig fysisk kontrol, mens Sverige og Finland ytrede ønske om blot at gennemføre kontroller hvert tredje år ved lavrisikovirksomheder, det skriver Altinget.

Hos Landbrug & Fødevarer glæder man sig over, at der ikke blev fundet et kompromis.

- Det er fint nok, at det bliver udskudt og får en runde mere. Vi er i hvert fald glade for, at de ikke er blevet enige om det kompromisforslag, som senest blev lagt frem, siger Lars Holdensen, chefkonsulent i økologisektionen for Landbrug & Fødevarer til Altinget.