Ved intern smittebeskyttelse tilstræbes det, at der ikke overføres smittestoffer mellem grupper af svin inden for besætningen, og fra personer, som arbejder i besætningen til besætningens dyr. Smittebeskyttelse er særdeles vigtig for at sikre besætningen bedst muligt mod tab som følge af sygdomme, der introduceres og spredes rundt i besætningen.

Men hvad bruges af ressourcer på at forebygge sygdomme i besætninger i praksis? Ofte begrænser det sig til at vaske støvler en gang om dagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fakta er, at der bruges mange penge på at bekæmpe sygdomme med antibiotika, når skaden er sket. I gennemsnit brugte soholdere indtil fravænning 427 kroner pr. årsso i medicin og vaccine (DB-Tjek 1. halvår 2014), og beløbet har været stigende gennem de sidste mange år. Faktisk var beløbet cirka 20 procent mindre i 2010 (DB-Tjek 2. halvår 2010).

Skal udviklingen bremses, må vi skabe nogle nye vaner omkring intern og ekstern smittebeskyttelse i stedet for at gøre som vi plejer, ellers vil udviklingen forsætte den forkerte vej. Der skal mere fokus på, hvordan tid og ressourcer prioriteres for at holde sygdom ude af besætningerne, og vi skal minimimere risikoen for spredning internt i besætningerne.

I andre lande høres ofte ordet biosecurity. Der er en grund til, at udenlandske firmaer opbygger deres besætninger, som de gør, og samtidig bruger mange penge på smittebeskyttelse.

Smitterisici som PED og Afrikansk Svinepest bliver taget alvorligt. Dels på grund af at disse sygdomme står for døren mange steder, men også fordi firmaerne for længst har indset, at hele forretningsgrundlaget er afhængigt af en sund svineproduktion. Derfor tages ingen ricisi og alt, hvad kan gøres, bliver gjort for at holde smitten for døren.

Oftest ses besætninger indhegnet med to hegn. Et eksternt hegn til at holde folk og dyr ude, og et internt hegn for at holde dyr og personale inde. Det er i bogstaveligste forstand den nemmeste forsikring mod at holde sygdomme fra dørene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den direkte kontakt mellem personer, som arbejder i besætningerne, og personer uden for besætningerne, finder i store træk ikke sted i arbejdstiden.

Al transport af dyr og varer til og fra besætningerne sker i to trin. Man læsser en bil internt på besætningen, som kører grisene (eksempelvis syv kg grise eller slagtesøer) til det ydre hegn, hvor udleveringsfaciliteter er opsat. Derved undgås direkte kontakt mellem besætningen og vognmænd.

Enkelte steder i Danmark ser man dette, dog mest i forhold til slagtesøer. Ønsker man en helt lukket bedrift, bør ovenstående fremgangsmåde bruges, hvilket i sidste ende vil gøre den interne smittebeskyttelse mere optimal.

Har du abonnement på bladet, kan artiklen desuden allerede nu læses ved at klikke her.

Brugernavnet er dit abonnementsnummer, og adgangskoden er dit postnummer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke abonnenter kan også læse artiklen på hjemmesiden ved at købe adgang til den.