I mere end 35 år har bramgåsen været fredet, og det har ført til, at antallet af bramgæs er steget støt de senere år.

I dag er der mere end en million bramgæs, og når hundredtusindvis af gæs er på træk sydpå over Danmark i efterårsmånederne, eller når de fleste flyver mod ynglepladser i det arktiske Rusland og det nordlige Skandinavien i foråret, så kan det gå hårdt ud over den spirende vintersæd på de danske marker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Naturstyrelsens oplysninger opholder mere end 50.000 bramgæs sig i Danmark i milde vintre, hvor de slår sig ned i Vadehavsområdet, op langs den jyske vestkyst og i Limfjordsområdet.

Nu har miljøministeren meldt ud, at hun har tænkt sig at følge Vildtforvaltningsrådets anbefaling om at ændre praksis for tilladelser til regulering af bramgæs, der gives uden for den normale reguleringsperiode, så der fremover kan nedlægges 20 i stedet for 10 gæs hver måned på marker, hvor gæssene forvolder skade.

- Jeg kan godt forstå, det må være frustrerende, når tusindvis af gæs æder rub og stub på ens mark. Så indtil vi på internationalt plan får kortlagt, hvordan vi skal håndtere bramgåsen, vil jeg følge Vildtforvaltningsrådets anbefaling og hæve antallet af gæs, der kan reguleres fra 10 til 20 gæs om måneden, siger Kirsten Brosbøl.

Udover ændringen i antallet der kan reguleres, har miljøministeren bedt Naturstyrelsen se på, hvordan man kan finde en langsigtet løsning.

Maskinbladet har talt med en landmand, der er hårdt plaget af bramgæs. Det kan du læse her.