Siden 2010 har det været muligt for landmænd og medhjælpere at blive autoriserede, så de selv kan behandle deres køer for mælkefeber med kalk i koens blodåre samt behandle tilbageholdt efterbyrd i koens livmoder.

I dag har næsten 3.000 landmænd en sådan autorisation. Alligevel viser en stikprøvekontrol foretaget af Fødevarestyrelsen, at omkring 20 ud af 100 landmænd behandlede deres køer i strid med de regler, der gælder for behandling af mælkefeber, der også går under navnet kælvningsfeber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De steder hvor Fødevarestyrelsen fandt fejl, blev køerne behandlet mere end en gang efter kælvning og ofte også uden for de tidsintervaller, hvor det er tilladt. Enkelte gange blev det konstateret, at der på en besætning blev behandlet dyr, uden at landmanden havde den lovpligtige autorisation.

- Autorisationsordningen er netop indført for at sikre, at landmændene får den nødvendige viden og håndelag til at behandle deres dyr rigtigt. Og jeg hæfter mig da ved, at otte ud af ti godt kan finde ud af at behandle deres dyr. Men det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at vores stikprøve viser, at hver femte kvægavler ikke behandlede i overensstemmelse med de regler, de er blevet autoriseret til at arbejde efter, siger leder af Fødevarestyrelsens veterinærrejsehold, Flemming Kure Marker.

Ud af de 20 bedrifter der overtrådte reglerne, er syv blevet anmeldt til politiet, mens de sidste 13 har fået en indskærpelse. Blandt de syv politianmeldte bedrifter var der tre bedrifter, hvor behandlingen blev udført af en person uden autorisation. Bødestørrelsen har i sagerne varieret fra kr. 4.000 til kr. 26.000. Der er i alt indstillet bøder for cirka 150.000 kroner.