- Når du står midt i at miste din bedrift og dit hjem, er det ikke til at forestille sig, at du kommer ud på den anden side som en hel person. Men det lykkedes. Kristen Vahr Sørensen ved, hvad han taler om.

Sammen med sin hustru, Karin Nørskov Sørensen, bankede han fra 1978 Ml. Lind, en svineproduktion nogle få kilometer øst for Lemvig, op fra 120 søer med smågriseproduktion til 1.100 søer i 2011. I samme periode var det dyrkede areal øget fra 36 hektar til 450 hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedriften var på mange måder et mønsterlandbrug, som tidligt var 2013-klar og med i Åbent Landbrug. Men så kom ulykkerne væltende.

- 2011 var på mange måder et trælst år. Vi havde sygdom i besætningen, fik ikke høstet det hele på grund af vejret, og vintersæden udvintrede. Oveni blev jeg så selv syg i et par omgange, blandt andet med meningitis. Jeg var da af sted med blå blink tre gange, husker Kristen Vahr Sørensen.

Som om det ikke var nok, kostede et renteswap flere millioner kroner - samtidig med at finanskrisen havde reduceret værdien af ejendommen dramatisk.

Taburetten sparket væk

De mange dårligdomme fik banken til at foreslå en turnaround, som skulle bringe bedriften gennem uvejret. Det gik Kristen Vahr Sørensen helhjertet ind i: Markdriften blev delvis udliciteret til maskinstation, en stor del af maskinparken blev solgt, og markmanden blev sagt op. Derudover kom der generelt bedre styr på bedriftens omkostninger.

Knap så helhjertet optrådte banken. Til trods for en lovet tidshorisont på to år krævede de gården sat til salg efter 12 måneder - skønt kurverne var begyndt at pege den rigtige vej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Beslutningen var ikke til diskussion, så salgsskiltet kom op. Det blev aftalt, at Karin og Kristen Vahr Sørensen i mellemtiden skulle passe bedriften, mod at banken betalte regningerne.

- Men de levede ikke op til deres del af aftalen, og både det psykiske og fysiske pres førte til, at jeg endte med en blodprop i hjertet, fortæller Kristen Vahr Sørensen.

Han erkender, at bedriftens økonomi var presset, men føler alligevel, at taburetten blev sparket væk under ham på grund af forhold, han ingen indflydelse havde haft på.

I oktober 2012 blev Ml. Lind solgt, og den sygemeldte Kristen Vahr Sørensen og hans hustru flyttede til et lejet hus i Lemvig.

- Det var ikke så hårdt som frygtet, men alligevel er det underligt, den dag du afleverer nøglen. Samtidig er det en enorm lettelse, for hele ansvarets pres forsvinder jo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Optur med uddannelse

Værst er den tid der går, fra man forlader sit landbrug, til der er en aftale på plads med banken og kreditorerne.

- Det er et vakuum, og man ved ikke, om man er købt eller solgt. Man handler ikke nødvendigvis rationelt, så derfor skal man få professionel hjælp. Vi havde for eksempel en hammerdygtig advokat, fortæller Kristen Vahr Sørensen.

Med blodprop, salg og fraflytning var bunden nået for den nu forhenværende svineproducent. Efter en hurtig genoptræning var han i februar 2013 klar til at erhverve sig først et truckcertifikat og dernæst et lastbilkørekort.

- Det gav lidt af en optur at klare det efter så mange år væk fra alt, hvad der hedder uddannelse, siger Kristen Vahr Sørensen.

Via kortvarige job som høstmedarbejder hos DLG og medhjælp på en minkfarm er han i dag - efter et indledende kursus på otte uger - produktionsmedarbejder hos Lemvig-virksomheden Plastix. Her bliver udtjente fiskenet til plasticgranulat og stål, der indgår i nye produkter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er 30 medarbejdere, og det er fantastisk at få kolleger og fællesskab om at bygge en ny virksomhed op. Der bliver gjort meget for både sikkerhed og trivsel - ja, jeg kan ikke rose dem nok. Det er utrolig dejligt, at jeg fik den chance i en alder af 58, mener Kristen Vahr Sørensen.