Abonnementsartikel

Økologireglerne giver nu mulighed for, at ikke-økologiske dyr kan afgræsse økologiske arealer i en begrænset periode hvert år.

Tidligere har dyr fra ikke-økologiske bedrifter med ekstensiv drift kunne afgræsse økologiske arealer. Denne mulighed udgik af økologivejledningen ved seneste opdatering, januar 2015.

Men nu har NaturErhvervstyrelsen ændret økologivejledningen, så ikke-økologiske dyr igen kan afgræsse økologiske arealer, hvis bedriften, de kommer fra, medvirker til at fremme natur og miljø ved at drive arealer ekstensivt. Det oplyser NaturErhvervstyrelsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den ikke-økologiske bedrift skal dokumentere sin ekstensive drift ved en af to muligheder. Enten at bedriften i gennemsnit tilfører maksimalt 140 kg total N pr. hektar harmoniareal i indeværende planperiode. Eller at bedriftens N-tilførsel til hver enkelt mark maksimalt udgør 75 procent af N-kvoten.

Dokumentation skal foreligge i form af gødningsplan for indeværende planperiode, og dokumentationen skal kunne vises ved kontrol på den økologiske bedrift.

Læs mere i afsnit om marker til afgræsning i afsnit 13 på NaturErhvervstyrelsens vejledning om økologisk jordbrugsproduktion.