Der har fra landbrugets side været rejst alvorlig tvivl ved, om forpligtelsen ville betyde tab af arbejdspladser og eksportindtægter fra landbruget.

Regeringen har derfor haft Københavns Universitet/IFRO til at vurdere de sandsynlige ammoniakemissioner i 2020 baseret på fire scenarier. Scenarierne er samlet i en rapport, der konkluderer, at Danmark vil have reduceret mellem 21 og 23 % ammoniak i 2020 ift. 2005.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammen med en teknisk justering af Danmarks emissionsopgørelse for ammoniak - som følge af ny viden om kunstgødnings udledning af ammoniak - betyder det, at Danmark i 2020 vil have reduceret med 24-26 %. Dermed er Danmark på vej til at opfylde forpligtelsen, uden at der er behov for nye krav til landbruget.

Spark til erhverv i knæ

- Regeringens stædige fastholden af de 24 procent i kvælstofreduktion er et gevaldigt spark til et erhverv, der i forvejen er presset i knæ, siger Venstres miljøordfører Henrik Høegh.

Han stiller sig meget kritisk overfor regeringens beslutning om at fastholde kravet om 24 procents ammoniakreduktion i husdyrproduktionen:

- Det vil betyde store reduktioner i den danske husdyrproduktion i en tid, hvor producenterne kæmper med en meget svær økonomi. Gennemsnitsreduktionskravet i EU er seks procent, så regeringen er med sin beslutning om at fastholde de 24 procent med til at underskrive endnu en stak opsigelser til blandt andre danske slagteriarbejdere, siger Henrik Høegh.

- Regeringens krav vil gøre det helt umuligt for dansk husdyrbrug at konkurrere. Hvis de skrappe regler så hjalp på sundhed og miljø, kunne kravet måske forklares, men kendsgerningen er desværre en helt anden, siger Henrik Høegh.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvad med nabotjek?

Han peger på, at kravet betyder, at mælk og kød fremover vil blive produceret i landene omkring os, hvor reglerne er langt mere lempelige og med langt større udslip til følge:

- Det vil være til skade for os alle og miljøet i EU. Den eneste sikre konsekvens af miljøminister Kirsten Brosbøls beslutning er, at endnu flere mejerier og slagterier lukkes, siger Henrik Høegh, der i øvrigt undrer sig over, at regeringen ikke lever op til det aftalte nabotjek for al ny regulering - et nabotjek, der blev aftalt i forbindelse med Vækstplanen for fødevarer. Havde regeringen gjort det, var kravet ikke landet på 24 procent.

L&F enige i kritik

Også Landbrug og Fødevarer kritiserer regeringens beslutning, og beskriver kravet til reduktion af ammoniakudledning som "urimeligt".

- Vi tror simpelthen ikke på, at reduktionen på 24 pct. kan nås uden at skade den vækst i landbrugsproduktionen, som regeringen selv har meldt ud, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer. Danmark er europæisk mester i miljøvenlig mælkeproduktion. Vi er det land i EU, der har den laveste udledning af ammoniak for hvert kilo mælk, der produceres, blandt de største mælkeproducerende lande i EU.

- Der er næppe nogen tvivl om at kravet vil føre til eksport af produktion og tab af danske arbejdspladser på bekostning af miljø og klima, konstaterer Lars Hvidtfeldt.