Der er trods alt grænser for galskaben, når bureaukratiet hærger i fødevaresektoren. Maskinbladet kunne forleden fortælle om en fritids-fåreavler, der skulle betale Fødevarestyrelsen 1600 kroner i timen for kontrol af en blå fodertønde, der blev brugt til at opbevare de slagtede dyrs skind.

Skindene var ifølge Fødevarestyrelsen et biprodukt og omfattet af Biproduktforordningen, og derfor skulle den "blå tidligere fodertønde" godkendes ved et årligt eftersyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men efter at fødevareminister Dan Jørgensen på foranledning af René Christensen fra Dansk Folkeparti gik ind i sagen, har piben fået en anden lyd:

- Fødevarestyrelsen kan oplyse, at styrelsen på baggrund af Anders Højens henvendelse har undersøgt problemstillingen om opbevaring af lammeskind nærmere og fastslået, at huder og skind, som er godkendt til konsum, faktisk ikke er omfattet af biproduktforordningens bestemmelser, skriver Dan Jørgensen til René Christensen.

Meget tilfreds

Fødevarestyrelsen har derfor skrevet til Anders Højen og orienteret ham om, at opbevaring og garvning af lammeskindene, ikke forudsætter iværksættelse af de kontrolaktiviteter, som Fødevarestyrelsen tidligere havde orienteret ham om:

- Anders Højen kvitterede samme dag og oplyste blandt andet, at han var meget tilfreds med Fødevarestyrelsens udmelding. Det tilføjes, at Fødevarestyrelsen har lagt information på sin hjemmeside om, at huder og skind, som er godkendt til konsum, ikke er omfattet af biproduktforordningens bestemmelser. Informationen er også givet videre til Fødevarestyrelsens veterinærenheder og Kødkontrol, der kontrollerer overholdelsen af biproduktforordningen, oplyser fødevareministeren.

En god dag

René Christensen fra Dansk Folkeparti, der havde rejst sagen over for fødevareministeren, er godt tilfreds med udgangen på sagen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en god dag, der viser, at bureaukratiet, som vi udsætter de erhvervsdrivende for, kan få en ende. Sagen er et skoleeksempel på, at når der træffes tåbelige afgørelser, må myndighederne lægge sig ned og erkende deres fejl i stedet for at den slags sager skal rejses på øverst niveau. Det er ærgerligt, at fødevareministeren skal involveres i en sag, som Fødevarestyrelsens ledelse selv burde have løst, siger René Christensen til Maskinbladet.