Udpegningen af paragraf 3-natur foregår vilkårligt af embedsmænd, som er henvist til at anlægge skøn og vurderinger, der kan variere fra egn til egn, mens konsekvenserne for lodsejere slet ikke er vilkårlige - konsekvenserne bliver voldsomme og ret firkantede.
Vejledningen fra 1993 taler direkte om, at det er skøn og vurderinger, der ligger til grund for udpegningerne. Det er det glade vanvid, når man tager i betragtning, hvor store konsekvenser en udpegning får. Reelt kan man blive frataget den almindelige råderet over sin jord, og moderne landbrugsdrift kan blive en umulighed.
Som landmand bliver man reelt retsløs, fordi en tilfældig kommunal biolog med et pennestrøg kan tage gode marker ud af den almindelige drift og dermed reelt kan sende en bedrift ud over afgrunden.
Vi har desværre en miljøminister - Kirsten Brosbøl (S) - som enten er så svag, at hun lader stærkt politiserende embedsmænd styre en snigende nationaliseringsproces, eller også er hun bare blottet for juridisk anstændighed og respekt for grundloven.
Det er uhyggeligt, når en politiker som Kirsten Brosbøl åbenlyst lader hånt om grundlæggende retsprincipper og tilsyneladende vil acceptere overgreb på mange konkrete landmænd ud fra en abstrakt argumentation om, at de voldsomme overgreb ikke rammer ret mange landbrug - på trods af, at der allerede er fremlagt mange konkrete eksempler på, at de nye regler vil umuliggøre landbrugsdrift på flere ejendomme. Ministeren manipulerer med sandheden, når paragraf 3-arelaer fremstilles som sårbar natur. I mange tilfælde er det helt almindelige marker.
Debatten om loven er meget præget af makroøkonomiske argumenter om konsekvenserne for landbrugserhvervet, men det er de alvorlige, grundlovsstridige overgreb på den enkelte landmand, som for alvor er problematisk. Forsvaret for den grundlovssikrede ejendomsret burde fylde mere. Det er direkte tyveri, når miljøministeren lægger op til indgreb mod at drive sin egen jord.
Vi må håbe, at en såkaldt blå regering efter et valg vil skynde sig at rulle alle urimelighederne tilbage i en fart. Desværre er de historiske erfaringer i den retning ikke særligt gode. Derfor skal der lyde en opfordring til landbruget om at få alle borgerlige politikere til at udstede klare, offentlige løfter før valget. Så bliver det sværere for dem at løbe fra løfterne efter valget.
