Abonnementsartikel

LandboNord kommer ud af 2014 med det bedste resultat nogensinde.

2014 blev LandboNords bedste år nogensinde. Omsætningen steg fra 136 millioner kroner i 2013 til 156 millioner kroner i 2014, mens overskuddet før skat steg fra 7,2 millioner kroner til 8,6 millioner kroner - en fremgang på 20 procent.

- Vi er glade for at kunne konstatere, at 2014 blev det bedste år nogensinde i LandboNords historie. Vi har udvidet vores samarbejde med de eksisterende kunder og har samtidig formået at tiltrække nye uden at øge vores omkostninger i væsentlig grad, forklarer adm. direktør Uffe Bertelsen fra LandboNord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Uffe Bertelsen har der været fremgang inden for stort set alle vores LandboNords forretningsområder .

Overskuddet efter skat for 2014 udgør 6,9 millioner kroner.

Rekordudbytte

Resultatet udløser et rekordstort udbytte på 6 millioner kroner til LandboNords ca. 1.300 medlemmer. Med et medlemskab er man nemlig også medejer af forretningen LandboNord, og det store udbytte svarer til en rabat i størrelsesorden 10 procent pr. købt time i LandboNord i 2014.

Omregnet til kroner svarer rabatten til medlemmerne til en gennemsnitlig rabat pr. købt time på 80 kroner.

- Det skal være attraktivt at være medejer af LandboNord, og det er klart, at det skal komme vores ejere til gode, når vi leverer et godt resultat, siger Uffe Bertelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Om den nuværende krise siger Uffe Bertelsen:

- Vores rådgivning til kunderne er i øjeblikket i meget høj grad rettet mod krisen. Vi fokuserer meget på produktionsforbedringer inden for eksisterende rammer i landbrugsvirksomheden, ligesom vi har udviklet et produkt til analyse af potentialer i den konkrete landbrugsvirksomhed - "Potentiale Vurdering" kalder vi produktet, oplyser Uffe Bertelsen.

Der har ikke været prisstigninger i fire år, og det fastholdes i 2015.

LandboNord forventer en nogenlunde uændret omsætning i 2015. Indtjeningen budgetteres forsigtigt og forventes derfor i underkanten af niveauet for 2014.