Abonnementsartikel

En ny europæisk rapport viser, at Danmarks forbrug af antibiotika til dyr er det 10. laveste i EU.

Ifølge en ny europæisk rapport er Danmarks forbrug af antibiotika til forbrugsdyr det 10. lavest i EU - dog er det danske antibiotikaforbrug det højeste blandt de nordiske lande. Det skriver Ingeniøren.

Rapporten er en fælles rapport for European Centre for Disease, Prevention and Control (ECDC), European Food Safety Authority (EFSA) og European Medicines Agency (EMA).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Cypern bruger mest

I Danmark benyttes i gennemsnit 44,1 milligram antibiotika per kilo biomasse til produktionsdyrene. Til sammenligning benytter, Cypern, som indtager en klar førsteplads i rapporten, 396,5 milligram per kilo biomasse til deres produktionsdyr.

Norge bruger mindst

Allernederst på listen ligger Norge, efterfulgt af Island, Sverige og Finland. Årsagen til at det danske forbrug er højere end de øvrige nordiske lande skyldes at der ikke produceres de samme dyr i de nordiske lande. I Danmark produceres langt flere svin end i de øvrige nordiske lande. Det forklarer Margit Andreasen, teknisk og regulatorisk chef hos Veterinærmedicinsk Industriforening.

Mere til mennesker

Rapporten redegør også for antibiotikaforbruget til mennesker, og viser, at i Danmark er forbruget til mennesker større end hos dyr.

- Beregningerne i rapporten tydeliggør, at forbruget af antibiotika i Danmark er tre gange større til mennesker end til dyr, siger Margit Andreasen.

Resistens og forbrug

Rapporten giver ligeledes et indblik i hvordan forbruget af antibiotika hænger sammen med udviklingen af resistens i en række bakterier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rapporten viser, at der er stor variation i forbruget landene imellem, når du ser på de enkelte typer antibiotika. Men man kan også se, hvilken slags bakterier der kan udvikle resistens, og det hænger tydeligt sammen med forbruget, forklarer Yvonne Agersø, der er seniorforsker i genetisk epidemiologi på DTU Fødevareinstituttet og har medvirket til at udarbejdelse rapporten.

Yvonne Agersø forklarer at bakterier som E.coli og salmonella nemmere udvikler resistens hos produktionsdyrene, hvis forbruget af bredspektrede antibiotika er højt. Derfor er det vigtigt at styre antibiotikaforbruget med hård hånd.

Det kan blive bedre

Det gennemsnitlige forbrug af antibiotika hos produktionsdyr i EU er på 144 milligram per kilo biomasse, men selvom Danmark ligger betydeligt under dette gennemsnit er det vigtigt stadig at være opmærksom på problemstillingen.

- Vi har i de senere år set en stigning i antibiotikaforbruget til både dyr og mennesker i Danmark. Derfor er det vigtigt, at man ikke bruger resultaterne som en sovepude. Danmark ligger under gennemsnittet, og jeg håber fra dansk side ikke, man vil læne sig tilbage, for vi skal gøre alt, hvad vi kan for at holde resistensniveauet og forbruget så lavt som muligt, siger Yvonne Agersø.

Det er Yvonne Agersøs håb, at rapportens konklusioner kan bruges i den sundhedspolitiske debat om antibiotikaforbrug og resistens i Danmark såvel som i resten af EU.