Abonnementsartikel

Trods store prisfald på svinekød, mælk og kartofler steg de samlede fødevarepriser med 0,4 procent fra januar 2014 til januar 2015, viser dagens forbrugerpriser fra Danmarks Statistik.

Ruslands importstop, en svækket økonomi i Europa, faldende oliepriser og andre begivenheder på verdensscenen har påvirket de danske madpriser vidt forskelligt i 2014. På den ene side faldt svinekødsprisen med 1,9 procent, mælkeprisen med 5,0 procent og kartoffelprisen med 7,4 procent.

Til gengæld steg ost hele 6,7 procent i pris og mælk 6,9 procent. Højdespringeren var lammekød med en stigning på hele 17,5 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Landbrug & Fødevarer er cheføkonom Thomas Søby tilfreds med, at fødevarepriserne generelt er steget med 0,4 procent.

- Man skal dog passe på med at lægge for meget i det generelle tal, da kategorien spænder over mange forskellige type fødevarer og afspejler vidt forskellige markedsforhold, siger Thomas Søby.

Han tilføjer, at 2014 var et år, hvor de globale priser på bl.a. svinekød og mælk faldt, ikke mindst som følge af det russiske importstop og en faldende kinesisk efterspørgsel efter mælk.

- De globale prisudsving slår også igennem i Danmark, hvor både priserne på svinekød og mælk er faldet, siger Thomas Søby.