I 2013 var 22 procent af alle pattegrise enten dødfødte eller døde inden de var fravænnet. Det tal skal ned under 20 procent i 2020, og derfor sætter SEGES, Videncenter for Svineproduktion nu en kampagne i gang med fokus på, hvad producenterne kan gøre anderledes og bedre. Kampagnen har fået navnet PattegriseLIV.

Problem for branchen

- For mange døde pattegrise er et problem for branchen. Det gælder både velfærdsmæssigt og økonomisk, at vi med stor fordel kan reducere dødeligheden, hvilket vi også har forpligtiget os til på sidste års dyrevelfærdstopmøde, fortæller Rikke Ingeman Svarrer, der er projektleder på PattegriseLIV.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I PattegriseLIV tages der fat helt ude på staldgangen. I alt 30 sobesætninger udvælges til projektet, og her skal der afprøves forskellige modeller for rådgivning.

- Vi er lige nu i gang med at finde de 30 besætninger. Hos dem vil vi arbejde med forskellige vinkler på rådgivningen for at finde ud af, hvad der giver den bedste effekt i forhold til dødeligheden. Det handler både om den praktiske udførelse af arbejdet, om landmandens daglige ledelse af bedriften, og om det samlede overblik på bedriften, siger Rikke Ingeman Svarrer.

Følg linket HER og se en video, hvor Rikke Ingemann Svarrer fortæller om projektet.