Et meget omtalt "1000 køers gård" nær Abbeville i Nordfrankrig er færdigbygget, selv om modstanderne samlet i organisationen Novissen i næsten tre år er gået i brechen for at forpurre oprettelsen af den industrielle besætning, som er finansieret med mere end 13 millioner euro af offentlige penge. Foreningen Novissen, der nu omfatter omkring 2.500 almindelige borgere, beboerne i nærliggende kommuner og små landmænd, har i et brev til republikkens præsident fordømt 1.000-køer-projektet. Vreden er steget lige som temperaturen i de sene sommermåneder.

- Bor vi i et demokrati eller i et politisk-juridisk og finansielt oligarki? Hvad er forbindelsen mellem lobbyisme og bestikkelse?, lød det blandt andet i et brev til præsident François Hollande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere og flere franskmænd stiller denne slags spørgsmål, når de hører om forholdene i forbindelse med "1.000 køers gården".

Økonomisk absurditet

Byggematadoren, Michel Ramery, har bygget den store mælkeproduktion, der først vil køre med lidt over 1.000 malkekøer med det formål at udvide til 1.750 med et industrielt 1,4MW-biogasanlæg, der fejlagtigt kaldes landbrugsanlæg. Han beskyldes for at køre et projekt for personlig berigelse, og han så en mulighed til at omdirigere offentligt tilskud fra det oprindelige formål. Ikke blot krænker en sådan installation det lokale folk, der ikke ønsker den, men også den brede offentlighed, der afviser denne stærkt avancerede form for industrialiseringen af dyrehold, der aldrig før er set i Frankrig, i det mindste hvad kvæg angår.

Afvisningen af gården er bygget på tidligere miljøkatastrofer, sundhedsproblemer, forurening af vand, luft, jord, kvægsyge og andre sygdomme. Modstanderne hævder, at den slags projekter skaber arbejdsløshed ved at ødelægge det indviklede liv i landdistrikterne og kalder projektet en økonomisk absurditet.

Blokade og vold

Natten til lørdag den 13.september bragte Michel Ramery de første150 malkekøer til gården. Kort efter arrangerede Novissen sammen med Frankrigs andenstørste landbrugsorganisation, Confédération Paysanne, en blokade.

En anden storstilet aktion fandt sted den 15. september, da en lastbil med støtte fra politiet og gendarmerne kom for at indsamle den første mælk. En stærk modstand blev efterfulgt af en muskuløs evakuering. På trods af det fortsatte besættelsen af gården hele natten indtil mødet i ministeriet tirsdag den 16. september.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter mødet besluttes det, at biogasanlægget, der skulle indsamle diverse affald inden for en radius af 120 km fra gården, kun skal bearbejde affaldet fra bedriften og gå fra en kapacitet på 1.338 MW til 0,6 MW. Novissen opnår hermed opgivelsen af en af de mest foruroligende og farlige aspekter af Michel Ramerys projekt. Modstanderne oplever det som en levende demonstration af rigtigheden af deres kamp. Det andet vigtige punkt er, at den nuværende ?fabrik-gård? er begrænset til 500 malkekøer, og der vil ikke være noget automatisk skift til 1.000 malkekøer selvom Michel Ramery finder de nødvendige arealer til gyllespredning, som han allerede hævder at have. I tilfælde af udvidelse vil projektet på ny blive forelagt til at starte fra den indledende fase som ethvert nyt landbrugsprojekt.

Søgsmål fortsætter

For Novissen er 500 malkekøer stadig for meget, og de problemer, et anlæg med 1.000 malkekøer medgiver, er også aktuelle med 500 malkekøer, selvom de logisk reduceres til det halve. Søgsmålet mod projektet vil derfor fortsætte selv med 500 malkekøer, indtil det opgives. Novissen vil forblive meget årvågen om konsekvenserne på kort, mellemlang og lang sigt af oprettelsen af gården, især med hensyn til sundhed og miljø. Oplysning til befolkningen kommer til at fortsætte og sprede sig i hele Somme-bugten og en stor del af Nordfrankrig, hvor risikoen er høj.

- Og hvis Michel Ramery indgiver en ny ansøgning om en 1.000 køers gård, så vil kampen blive genoptaget, og vores ønske om at undgå en udvidelse forbliver intakt, siger Michel Kfoury, formand for Novissen.

Foreningen kan ikke slå sig til tåls med et vigtigt skridt i retning af sine krav. Den fortsætter stædigt kampen for respekt af befolkningen som led i et grønnere landbrug, der respekterer menneskerne, miljøet og dyrene. Et landbrug, der skaber arbejdspladser og kvalitetsprodukter. Blokaden af "fabriksgården" med 500 køer er midlertidigt opløst. Kampen mod den tvungne industrialisering af landbruget fortsætter.

- Politiet har anvendt ydmygende midler imod os. En klage over ulovlig tilslutning af drikkevand fra Michel Ramerys side er forblevet uden resultat? Ramerys firma har startet arbejdet for tilslutning af vandet i februar 2014 på en jord, der tilhører kommunen - og uden borgmesterens tilladelse. Men selvfølgelig; godkendelsen fra en borgmester har absolut ingen betydning, ej heller retsstatsprincippet, når ens vilje har til hensigt at bruge magt over befolkningen. Og den jord, hvor de byggede produktionsbygningerne er faktisk forbeholdt en arkæologisk zone, men præfekten har forvandlet det stykke jord til byggegrunde, forklarer en vred Michel Kfoury.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og hvis regeringen ønsker den slags produktion med 1.000 køer, så skal der i det mindste laves lovændringer eller stilles nye krav i forhold til EU-direktiverne, afslutter han.