Som den anden bank i denne uge nedskriver Lollands Bank nu også værdien af landbrugsengagementerne. Nedskrivningen er en såkaldt tabsreservation for fjerde kvartal på 50 millioner kroner, som er resultatet af, at banken har gennemgået sine landbrugskunder individuelt. Her har man fundet, at den aktuelle ruslandskrise koblet med en høj gældsprocent hos landbrugskunderne og manglende effektivitet gennem flere år har nødvendiggjort nedskrivningen. Det skriver Finanswatch.

Et forsigtighedshensyn

Lollands Bank oplyser, at nedskrivningen er et forsigtighedshensyn, hvilket kunne indikere, at banken har taget Finanstilsynets julebrev til efterretning. Heri skrev Finanstilsynet, at bankerne skulle tage højde for såkaldt tidlige hændelser i forbindelse med ruslandskrisen, som forventedes at påvirke landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Banken har endnu ikke konstateret manglende betalingsevne i forbindelse med udløb af afdragsfrihed på bank- og realkreditlån, men bankens ledelse har ligeledes i kvartalets nedskrivningsbeløb - af forsigtighedsmæssige hensyn - ønsket at foretage en tabsreservering hertil,? skriver banken i en selskabsmeddelelse.

Lollands Bank forventer nu et underskud på 31 millioner kroner for 2014 som en direkte konsekvens af nedskrivningen.

Tidligere på ugen nedskrev Spar Nord landbrugsengagementerne med 100 millioner kroner.