Mogens Anholm fra Røsnæs fik flest SMS-stemmer blandt de tre finalister og blev dermed kåret som årets grønne landmand i forbindelse med Plantekongres 2015 i Herning.

Mogens Anholm driver en bedrift med 100 hektar, 30 Hereford kødkvæg og 80 fedekalve. Han får prisen for sit arbejde med at udvikle og professionalisere naturpleje ved hjælp af kødkvæg med henblik på at gøre det til en selvstændig driftsform.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Mogens Anholm står sammen med andre landmænd for pasningen af 150 hektar natur på Røsnæs, hvor i alt 150 kreaturer græsser, heriblandt Mogens Anholms egne 30 dyr.

Går nye veje

- Mogens er et rigtigt godt eksempel på en landmand, der går nye veje og også har fokus på at styrke landbrugets image og knytte bånd til det øvrige samfund. Hans tanker om at man for eksempel går sammen om at lave større græsningsarealer, hvor der kan opsamles kvælstof og fosfor fra et større opland, er meget spændende. Det kan være med til at gøre det lettere at gøde jorden optimalt på produktionsarealerne, lød det efter kåringen fra Ivar Ravn, direktør for Seges' afdeling for planter og miljø, som fortsatte:

- Vi har gennem mange år arbejdet med at udvikle naturpleje og sikre bedre forhold for naturplejerne. Mogens er en vigtig foregangsmand i dette arbejde, og det er derfor meget fortjent, at han bliver Årets Grønne Landmand.

Årets Grønne Landmand kåres af Seges i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, WWF, LandbrugsMedierne, Lantmännen Maskin og Claas.

Prisen gives til landmænd, der gør noget ekstra for natur, klima og miljø, fortjener et skulderklap. Hæderen ledsages af en kontant belønning på 10.000 kroner.