Abonnementsartikel

Rådgivningsvirksomheden Danish Farm Design har ansat Christien Bas som projektchef, og styrker dermed deres ekspertise indenfor kvægstaldsprojekter.

Danish Farm Design har siden 2004 arbejdet med produktudvikling, planlægning og indretning primært af svinestalde, mens en mindre del af virksomhedens projekter har handlet om kvægstalde. Med ansættelsen af Christien Bas som projektchef for arbejdet med staldsystemer til kvægstalde, styrkes virksomhedens kompetencer på dette område.

Hensynet til koen

Christien Bas har specialiseret sig i design af kvægstalde med fokus på malkekoens ve og vel. Hun har arbejdet med design af nye stalde, samt forslag til ændringer og forbedringer af eksisterende anlæg i både Danmark og udlandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De stalde jeg designer er kendetegnet ved, at de har god plads til dyrene, god logistik og nemme arbejdsgange for medarbejdere, samt masser af luft og lys. Der skal være respekt for både menneskernes og dyrenes behov. Når det handler om godt management, så kan en god stald efter min mening være prikken over i'et, siger Christien Bas.

Kosignaler

Christien Bas er oprindeligt fra Holland, men har været bosat i Danmark siden 1987. Hun er uddannet bygningsingeniør, og bl.a. været ansat hos LMO. Siden 2001 har hun drevet virksomheden Danace, hvor hun har arbejdet med at designe stalde til kvæg.

Christien Bas har introduceret det hollandske koncept "Kosignaler" i Danmark, og har stået for oversættelse og distribuering af bogen Kosignaler, skrevet af den hollandske dyrlæge Jan Hulsen. Hun holder ligeledes foredrag om og underviser i konceptet Kosignaler.