Her først på året tænker jeg tilbage på året, der gik. Vi landmænd er nu desværre i en noget anden situation, end da vi ønskede hinanden godt nytår for et år siden. Dengang var vi begyndt at tro på, at krisen var ovre, men knap havde vi fået armene i vejret, inden vi fik håndjern på og blev gidsler i en politisk magtkamp. Økonomien og den manglende politiske opbakning fra regering og folketing er fraværende, selvom vi er blevet lovet guld og grønne skove - for alle ved, hvad dansk landbrug betyder for vores eksport, men ingen ønsker tilsyneladende at skabe de nødvendige vilkår for erhvervet.
Regeringen er handlingslammet. Den venter på, at der sker et mirakel á la en lottogevinst. Havde vi som landmænd været lige så handlingslammede gennem tiderne, havde vi ikke i fødevareklyngen haft en eksport på 156 milliarder kroner i 2013 og beskæftiget cirka 12 procent af arbejdsstyrken i landbruget, fødevareklyngen samt følgeerhverv.
Erhvervet er i en ulykkelig situation, og realistisk set er det begrænset, hvad vi selv kan gøre. Der mangler likviditet mange steder, og bankerne vil ingenting. Når regeringen kan lave love om, at vi skal undergøde vores marker med over 18 procent, så kan den vel også lave love for bankerne om, at de mod statsgaranti kun må tage én procent i rente over nationalbankens rente? Det er da en god fortjeneste.
Vores fødevareminister rejser rundt i Kina og forsøger at sælge pølser og økologiske delikatesser. Lidt har også ret, så hatten af for det, men desværre kan det ikke redde hele det danske landbrug. Når han er hjemme, vil det klæde ham, om han vil igangsætte initiativer, der kan hjælpe os ud af krisen i stedet for at modarbejde og tale krisen ned. Vi beder ikke om særbehandling, men om samme vilkår som vores konkurrenter i vores nabolande, der i dag har bedre vilkår at konkurrere under.
