Der er umiddelbart ikke meget håb for de landmænd, der rammes så hårdt af et forbud mod at gødske og sprøjte arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens §3, at det reelt er en form for ekspropriation. Det fremgår af et svar fra miljøminister Kirsten Brosbøl (S) til Anni Matthiesen fra Venstre.

Ministeren slår fast, at et forbud mod gødskning og sprøjtning på §3-beskyttede arealer gennemføres som generel, erstatningsfri regulering. Hun vil dog ikke helt udelukke, at enkelte bedrifter kan blive ramt så atypisk hårdt, at der i det konkrete tilfælde vil være tale om ekspropriation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konsekvenser kan ikke forudsiges

- Det er efter domspraksis om indholdet af grundlovens §73 om ekspropriation en meget konkret vurdering fra sag til sag, hvornår der foreligger ekspropriation. Det er derfor ikke muligt på forhånd at sige, hvor mange bedrifter der vil kunne blive ramt så atypisk hårdt, at det vil udgøre ekspropriation, skriver ministeren.

I vurderingen af om et forbud mod gødskning og sprøjtning på §3-beskyttede arealer i et konkret tilfælde udgør ekspropriation, indgår blandt andet, hvor stor en del af bedriftens landbrugsareal, der berøres af forbuddet, hvilke konsekvenser forbuddet har for driften på de pågældende arealer, hvilke økonomiske konsekvenser forbuddet vil have for bedriften - herunder om forbuddet vil forhindre en rimelig økonomisk udnyttelse af den pågældende ejendom - og om forbuddet rammer den pågældende bedrift væsentligt anderledes end andre bedrifter.

Særlige tilfælde

Ifølge ministeren forventes det foreslåede forbud kun i helt særlige tilfælde at udgøre ekspropriation.

- Hvis det viser sig, at enkelte bedrifter - efter en vurdering foretaget på baggrund af de ovennævnte faktorer - bliver ramt så atypisk hårdt, at det udgør ekspropriation, vil der i det konkrete tilfælde blive meddelt dispensation fra forbuddet, således at gødskning og sprøjtning kan fortsættes i overensstemmelse med hidtidig lovlig drift på de pågældende arealer, eller blive foretaget ekspropriation, således at den pågældende får erstatning i overensstemmelse med reglerne i Grundloven, slutter Kirsten Brosbøl.