Et regeringsindgreb vil komme landbrugserhvervet til undsætning enten i 2015 eller 2016. Sådan lyder vurderingen fra Jens Schjerning, som er analytiker ved AgroMarkets. Det skriver Jyllands Posten.

- Situationen er meget alvorlig, og jeg er overbevist om, at vi vil se et stort regeringsindgreb i 2015 eller senest i 2016. Det vil være nødvendigt at indføre statsgaranterede lån med en løbetid på 50-60 år for at reducere landmændenes ydelse på gælden, som på mange bedrifter er alt for stor. Gælden bliver et endnu større problem, når afdragsfriheden de kommende år udløber, siger Jens Schjerning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han vurderer desuden, at politikerne vil være nødsaget til at efterkomme landbrugserhvervets krav om harmoniserede rammevilkår, så de kommer på niveau med resten af EU, hvilket vil forbedre erhvervets indtjeningsevne.

Udsigten til et regeringsindgreb og harmonisering vil dog ikke komme tids nok til at undgå de frygtede konkurser i dansk landbrug. Jens Schjerning slår således fast, at tiltagene ikke vil kunne hjælpe de op mod 1000 landmænd, som er akut lukningstruede.

- De bliver simpelthen nødt til at forlade erhvervet, og bankerne må tage tabene, siger Jens Schjerning.