Dansk frugt og grønt er i topform. Den årlige pesticidrapport fra Fødevarestyrelsen dokumenterer, at der også i 2013 var langt færre rester af pesticider i dansk frugt og grønt end i tilsvarende produkter fra udlandet.

- Det er glædeligt, at den årlige rapport igen sætter en tyk streg under, at hvis man vil mindske sit indtag af pesticidrester, skal man vælge dansk frugt og grønt og allerhelst selvfølgelig økologisk, siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Når der bliver fundet rester af sprøjtemidler i danske afgrøder, er det typisk i mængder, der ligger langt under grænseværdierne.

- Dansk frugt og grønt stikker endnu en gang af fra det udenlandske og ligger langt under grænseværdierne for pesticidrester. Det viser, at dansk gartneri og dansk landbrug er ansvarlige og har set fordelene ved at kunne markedsføre sig over for forbrugerne på sundhed og sikkerhed, siger Dan Jørgensen.

Danmark bedre end EU

I rapporten har DTU sammenlignet dansk frugt og grønt med det, der kommer ind i Danmark fra henholdsvis andre EU-lande og lande uden for EU. Og her bliver der fundet markant færre pesticider i dansk frugt og grønt end i det udenlandske.

Ud af de cirka 2500 prøver, som blev analyseret, var knap 200 økologiske. Ingen af de danske økologiske varer viste spor af sprøjtemidler.

- Det viser bare, at den danske økologi er i verdensklasse, og det skal vi være glade for, for det er noget, man lægger mærke til uden for landets grænser, og det er med til at give hele den danske fødevareproduktion et godt ry i udlandet og et stort salgspotentiale i udlandet, siger Dan Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fødevareministeren præsenterer efter nytår en ny økologisk handlingsplan, der skal bidrage til at styrke dansk økologi yderligere de kommende år.

DTU Fødevareinstituttet vurderer, at de pesticidrester, der forekommer i fødevarer på det danske marked, ikke bør give forbrugeren anledning til sundhedsmæssige bekymringer.