Abonnementsartikel

Nu varer det ikke længe, før vinteren kan slå igennem, og derfor er Avant Danmark begyndt at finde vinterredskaberne frem og optimere lageret, så det er toptunet med maskiner og redskaber - heriblandt en vaskeægte produktnyhed.

Man kan uden problemer anvende den grønne Avant-minilæsser til snerydning og vedligeholdelse i vintermånederne, lyder opfordringen fra Avant Danmark.

Virksomheden fortæller, at de mange redskabsmuligheder gør en Avant til en særlig god investering, da man kan nøjes med én maskine til alle opgaver både forår, sommer, efterår og vinter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den rette størrelse

Ifølge Avant Danmark er de grønne redskabsbærere - uanset størrelse - gode til at kæmpe sig gennem store snemasser, men 700-serien kombineret med en af kabinerne fremhæves især til vinterarbejdet, da denne kan nå op på 30 kilometer i timen og løfte 1400 kg.

600-seriens modeller skulle også være nogle stærke krabater, som med en tophastighed på 24 kilometer i timen fjerner store snemængder uden problemer med eksempelvis dozerbladet, skovlen med vinger eller XL højtipskovlen. Desuden oplyser Avant Danmark, at selv den mindre 420 let fjerner sne fra indkørslen kombineret med sneskovlen. Den lille Avant 220 leverer også et godt resultat ved snerydningen, uanset om det er med sneslyngen, snekosten eller sand- og saltsprederen.

Kabinekomfort

- Til vores maskiner fra 500-serien og opefter kan der vælges mellem vores tre typer af kabiner L, LX og DLX, hvor den mest luksuriøse af disse er DLX kabinen, der er blevet opgraderet og har fået et nyt design. Den er nu blandt andet lydisolerende, har sædevarme, affjedring i sædet, har radio, stofsæde og luftfilter samt rotorblink, reflekssæt, blinklys og kørelys som standard. Dertil kan tilvælges aircondition og indregistrering til landevejskørsel, hvilket er nødvendigt, hvis der for eksempel skal ryddes sne på to kirkegårde beliggende i samme by, fortæller Martin Jensen, salgsansvarlig hos Avant Danmark.

Indregistrering kan gøres ved alle Avant minilæsserne, uanset om de er monteret med kabine eller ej - det kræver blot en lyspakke, som indeholder de lovmæssige reflekser, lys og rotorblink.

Snerydning en leg

Der findes et stort udvalg af redskaber til Avanterne, som er specielt udviklet til snerydning og ejendomsvedligeholdelse i vintermånederne. Heriblandt kan nævnes sneslyngen, som findes i to størrelser, hvor begge har en arbejdsradius på 270 grader, dozerbladet, som findes i hele fire størrelser, rotorkosten, som fås fra 110 centimeter op til 250 centimeter, samt saltsprederen både i en 70, 110 og 170 liters model.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skovlen med vinger fremhæver Avant desuden som et godt redskab, når sneen skal fragtes langt og giver større kapacitet på grund af vingerne, som indstilles individuelt fra maskinens førersæde og samtidig giver mulighed for at arbejde på både større og mindre arealer.

- Hos Avant forsøger vi at gøre arbejdsopgaverne legende let og arbejdsgangene mere effektive, hvilket selvfølgelig også er gældende for snerydningsarbejdet, fortæller Martin Jensen.

Ny slynge

Sneslyngen er i øvrigt en redskabsnyhed, da det er en forbedret udgave af Avants tidligere version. Det fremhæves, at arbejdseffektiviteten er hele 30 procent bedre end ved tidligere modeller. Slyngen er todelt, hvilket ifølge Avant giver den fordel, at redskabet nu også uden problemer kan fjerne tøsne.

Først brydes sneen af sneglen og går herefter igennem en slynge, som så kaster sneen ud af tuden. Kastehøjden justeres mekanisk eller med en el-cylinder. Den fås i to størrelser: 110 centimeter og 140 centimeter. Redskabet kan anvendes sammen med alle Avants knækstyrede modeller - det vil sige 400-700 serien samt 200-serien.

Alt udstyr, kabiner og minilæssere kan ses i Avant Danmarks jyske showroom, hvortil der er indrettet en vinter-afdeling med alle redskaber til vedligeholdelse og snerydning. Ligeledes har den sjællandske afdeling også flere af redskaberne på lager samt maskiner med blandt andet DLX kabinen stående til fremvisning.